3.6. Skovrejsning
Mål
- Horsens Kommune vil understøtte de statslige mål om mere skovrejsning ved at planlægge for mere skov til både privat og offentlig skovrejsning.
- Udpegningerne til skovrejsning skal primært understøtte beskyttelsen af vores strategisk vigtige og sårbare grundvandsressourcer. Samtidig skal der bygges videre på de eksisterende skove, så der skabes større og bedre skove med en højere grad af biodiversitet.
- Skovrejsningen skal skabe større attraktive, rekreative værdier for kommunens borgere og besøgende. Derfor skal der etableres så meget bynær skov som muligt, så der sikres nem adgang til skovene.
Retningslinjer
3.6.1. Der må ikke ske anvendelser eller etablering af anlæg, der kan forhindre skovtilplantning inden for de udpegede områder, hvor skovrejsning er ønsket.
3.6.2. De områder, der er udpeget til skov uønsket, skal i videst muligt omfang friholdes for tilplantning med skov.
Eksisterende og nye områder til skovrejsning og områder, hvor skovrejsning er uønsket, kan ses på kort.
Redegørelse
Skovene udgør et vigtigt landskabselement, der både skal fungere som beskyttelse af de strategisk vigtigste og mest sårbare grundvandsressourcer samt spredningskorridorer for det lokale plante- og dyreliv.
Samtidig har skovene en stor rekreativ og sundhedsfremmende værdi for kommunens borgere – hvad enten man søger stilheden under træernes susen, en gåtur med familien i det grønne eller en motionstur på mountainbiken.
Skovrejsningen spiller derfor en stor rolle, både i forhold til beskyttelsen af vores grundvand og natur og i forhold til at udvikle Horsens Kommune til et attraktivt sted at bosætte sig og at besøge som turist.
Derfor er det vigtigt, at skovrejsningen planlægges med et strategisk sigte, der både imødekommer de ovennævnte beskyttelses- og benyttelseshensyn, men også imødekommer de nationale mål om at øge skovarealet i Danmark.
Skovrejsning ønsket
I Danmark er der et nationalt mål om at skovarealet i år 2090 år skal udgøre mindst 20 -25 % af landets areal. I dag er ca. 13 % af landet skovklædt.
Det aktuelle skovareal i Horsens Kommune er iflg. Danmarks Statistik 8.060 ha (seneste opgørelse 2018), hvilket svarer til 15,5 % af kommunens areal*. Siden 2018 er ca. 15,4 ha af det udlagte skovrejsningsområde vest for Gedved tilplantet. Derudover er der siden 2018 tilplantet yderligere 7,5 ha skov ved Rugballegård vest for Horsens.
Der er i kommuneplan 2021-2033 udpeget fem nye skovrejsningsområder der skal være med til at sikre grundvandsressourcer som vurderes sårbare overfor forurening. Områderne vil desuden tilføre nærliggende byer og bebyggelser en bynær rekreativ værdi. Det samlede areal, der er skovareal (2018 tal) eller udlagt til skov udgør herefter ca. 8.455 ha, hvilket svarer til 16,3 % af det samlede areal i kommunen.
Hvis Horsens Kommune skal leve op til det nationale mål, skal der som minimum rejses 2.300 ha ekstra ny skov inden år 2090 i Horsens Kommune, svarende til et gennemsnit på ca. 33 ha om året. Det vurderes, at det vil blive svært helt at leve op til målet, idet der i disse år sker en meget stor befolkningsmæssig tilvækst i Horsens Kommune, hvilket løbende kræver nye arealer til byudvikling.
Men på grund af skovenes store værdi som både beskyttelse af de strategisk vigtige og sårbare grundvandsressourcer, forbindelseskorridorer for plante- og dyreliv og rekreation og attraktion for borgere og turister, skal der findes nye arealer til skovrejsning i Horsens Kommune.
Der er i den gældende kommuneplan udlagt 394,7 ha til ønsket skovrejsning. Heraf er en del af arealerne tilplantet. Dertil kommer arealer, hvor der er ved at blive rejst skov.
I Kommuneplan 2021-2033 udlægges følgende fem nye arealer til ønsket skovrejsning:
- Nordvest for Hovedgård by udlægges et areal på 17,5 ha af hensyn til grundvandsinteresser. Arealet ligger ca. 1,2 km fra byen, men vil sammen med eksisterende skovenklaver i området tilfører området en øget rekreativ værdi og forbedre forholdene for dyr og planter. Området rummer mange kulturhistoriske interesser som der skal tages særligt hensyn til ved tilplantning af arealet.
- Øst for Søvind og i direkte tilknytning til Søvind Plantage udlægges et areal på 14,3 ha af hensyn til grundvandsinteresser. Arealet ligger tæt på byen og kan derfor være med til at øge den rekreativ værdi for borgerne.
- Vest for Tvingstrup udlægges to mindre arealer på i alt 6,1 ha af hensyn til grundvandsinteresser. Arealet ligger umiddelbart vest for byen, og grænser mod nord op til et eksisterende mindre skovområde. Udlægget vil skabe mulighed for at skabe en større sammenhængende bynær skov og kan derfor udvikle sig til et værdifuldt rekreativt areal for borgerne. Ved detailplanlægning for området skal man være opmærksom på udlagt transportkorridor langs jernbanen.
- Nord for Østbirk udlægges et areal på 14,2 ha af hensyn til grundvandsinteresser. Arealet ligger tæt på byen og kan derfor udvikle sig til et værdifuldt rekreativt areal for borgerne.
- Sydvest for Brædstrup og i direkte tilknytning til Våbensholm Skov udlægges et areal på 29,1 ha af hensyn til grundvandsinteresser. Arealet ligger ca. 3 km fra byen. Arealet vil sammen med eksisterende skov i området tilfører området en øget rekreativ værdi og forbedre forholdene for dyr og planter.
For alle fem arealer gælder, at der er tale om bruttoudlæg. I forbindelse med aktuelle skovrejsningsprojekter skal der foretages en detailplanlægning, der fastlægger de nøjagtige afgrænsninger af tilplantningen. I samme forbindelse skal alle relevante parter indenfor det givne område inddrages i skovrejsningsplanerne. Inden for områder, der er udpeget til skovrejsning ønsket gælder det i øvrigt, at der ikke kan rejses skov i en afstand af 10 m på hver side af rørlagte vandløb.
Horsens Kommune vil i øvrigt se positivt på at planlægge for nye arealer til privat skovrejsning, hvis det ikke er i konflikt med natur- og landskabsinteresser eller andre forhold, der er beskrevet herunder om skovrejsning uønsket.
I Kommuneplan 2021-2033 tages der ca. 1 ha ud, der tidligere har være udpeget til ønsket skovrejsning. Det drejer sig om et mindre areal i den vestlige del af Gedved, ved Vestervej, der udlægges til nyt byudviklingsområde. Det vurderes, at der kan opnås en fin afrunding af Gedved – og dermed en mere skarp bykant - mod vest ved at udlægge det til boligformål i form at tæt-lav bebyggelse.
Det vurderes, at der alene er tale om en meget lille reduktion af det samlede areal til skovrejsning ønsket. Der udlægges med Kommuneplan 2021-2033 nyt areal på ca. 81 ha til skovrejsning ønsket, hvilket til fulde vejer op for en reduktion på 1 ha. Dertil kan det overvejes, om der skal planets skov i rammeområde 33ER06, der foreslås taget ud som erhvervsområde i forbindelse med kommuneplanrevisionen. Rammeområdet er ca. 7 ha stort, og det vil derfor være muligt at udlægge areal til skovrejsning ønsket, svarende til det areal, der tages ud.
Horsens Kommune er positiv overfor, at der i forbindelse med evt. etablering af en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager arbejdes med lokalt placeret erstatningsskov, hvis den endelige linjeføring kommer til at berøre skovarealer.
Med de nye udlæg vil der være udlagt et bruttoareal til skov ønsket på i alt ca. 1.254 ha, svarende til ca. 37 års behov for skovrejsning i forhold til de nationale mål.
Skovrejsning uønsket
Områder, hvor skovrejsning er uønsket, er udpeget, hvor skovtilplantning vil være helt uforeneligt med bevarelsen af specifikke landskabstræk. I forbindelse med udarbejdelsen af Kommuneplan 2017 er grundlaget for udpegning af Skov Uønsket blevet gennemgået. Som udgangspunkt er det blevet vurderet, at følgende arealudpegninger skal ligge til grund for Skov Uønsket:
- Habitatsområder
- Natur – vildtreservat
- Beskyttet natur (eksklusive søer)
- Å- og søbeskyttelseslinjer
- Fortidsminde beskyttelseslinje
- Geologiske bevaringsværdier
- Kirkeomgivelser
- Råstofgraveområder
- Lavbundsarealer
- Planlagte veje og jernbane
Der er i den gældende kommuneplan udlagt ca. 3.707 ha til uønsket skovrejsning.
Udpegningen til skov uønsket revideres ikke i Kommuneplan 2021-2033, men fastholdes uændret. Udpegningen vil blive ajourført i forbindelse med kommende kommuneplaner.
*kilde: Danmarks Statistik, AREALDK: Areal efter arealdække, område og enhed
Billede fra Hansted Skov.