3.4. Lavbundsarealer

Mål

  • Lavbundsarealerne skal friholdes for anden planlægning, så de bevares eller kan genskabes som lavbundsarealer med naturlige vandstands- og afstrømningsforhold.

Retningslinjer

Generelle retningslinjer

3.4.1. Lavbundsarealerne skal som udgangspunkt friholdes for byggeri og anlæg, som kan forhindre, at naturlige vandstands- og afstrømningsforhold påvirkes eller kan genskabes.

3.4.2. Nye anlæg, herunder tekniske anlæg, veje m.v., der nødvendigvis skal placeres indenfor de udpegede lavbundsarealer, skal udformes, så muligheden for at genskabe naturlige hydrologiske forhold, herunder ny natur, klimaprojekter og vådområder til fjernelse af kvælstof eller fosfor ikke går tabt.

3.4.3. Ubebyggede områder indenfor de udpegede lavbundsarealer i byudviklingsområder, skal friholdes for bebyggelse.

3.4.4. Indenfor de drænede eller grøftede lavbundsarealer, skal naturlige vandstands- og afstrømningsforhold genskabes. Ved projekter, som fjerner kvælstof eller fosfor, eller klimaprojekter eller projekter, hvor ny natur skabes, skal naturlige vandstands- og afstrømningsforhold søges genskabt.

Retningslinjer for lavbundsarealer i byzone- og byvækstområder

3.4.5. I byvækstområder skal lavbundsarealer friholdes for byggeri og i stedet indarbejdes som klimaområder, der sikrer muligheden for at håndtere overfladevandet der, hvor det naturligt vil samles og samtidig være med til at øge naturarealerne og biodiversiteten i området.

3.4.6. I byzoneområder (allerede detailplanlagte og/eller udbyggede områder) kan der kun opføres bebyggelse eller anlæg indenfor lavbundsarealer, hvis det kan dokumenteres, at vandet kan afledes og håndteres på anden måde.

Lavbundsarealer og lavbundsarealer, der kan genoprettes er vist på kort.


Redegørelse

Lavbundsarealer er lavtliggende områder, hvor der naturligt samles vand. Der er derfor ofte mindre byggeri og færre tekniske anlæg indenfor lavbundsarealerne end i det åbne land som helhed. Lavbundsarealerne danner ofte overgange mellem vandløb, søer og fjorde og de tørrere landområder og rummer derfor en stor variation i de fysisk/kemiske forhold. Denne store variation danner grundlag for mange forskelle typer af levesteder for dyr og planter og dermed grundlag for en stor biologisk mangfoldighed på disse arealer.

Vandstands- og afstrømningsforholdene i mange lavbundsarealer er i tidens løb blevet ændret ved dræning og inddæmning for at kunne anvende arealerne til landbrugsjord. Dette har medført at levesteder for en række vilde dyr og planter er forsvundet, at nedbøren hurtigere strømmer gennem vandløbene med oversvømmelser til følge, samt at der fjernes færre næringsstoffer fra overfladevandet inden det når frem til søer og kystvande.

For at sikre, at lavbundsarealerne kan genoprettes med naturlige vandforhold, er der en retningslinje om, at der ikke må bygges indenfor lavbundsområdeudpegningen. Hvis det er nødvendigt at placere bygninger eller tekniske anlæg indenfor et lavbundsområde skal disse udformes således, at det stadigt er muligt at genskabe naturlige hydrologi i området.

Hyppige og kraftige regnvejrshændelser skaber stigende oversvømmelsesproblemer i byområderne. Det er fremadrettet vigtigt at sikre nye byudviklingsområder mod oversvømmelser. For at hindre, at der bebygges på arealer, hvor der potentielt samles vand ved kraftigt regnvejr, og for at sikre, at der skabes områder til håndtering af regnvand, er der indsat en retningslinje om, at lavbundsarealer skal friholdes for byggeri i nye byudviklingsområder.

Hyppigere og kraftigere regnvejr skaber også større pres på landbrugsarealer udenfor byerne. For at modvirke overbelastning af vores vandløb og kloaksystemer og tørke på landbrugsjorderne i sommerperioden, vil det være fornuftigt at forsøge at holde nedbøren ’oppe i landskabet’ så længe som muligt. Her spiller lavbundsarealerne en vigtig rolle. Ved at genskabe naturlige vandstandsforhold i lavbundsarealerne, opnås områder, hvor vandet kan tilbageholdes, hvorved risikoen for oversvømmelser formindskes.

Miljøtilstanden i vores vandløb, søer, fjorde og kystvande er i høj grad påvirket af vores aktiviteter på land. Og tilstanden af mange af disse vande er ikke tilfredsstillende. Jf. EU’s vandrammedirektiv, skal vore vandområder have en god økologisk tilstand. Et væsentligt element for at opnå en god økologisk tilstand for vore vandområder er etablering af vådområder indenfor lavbundsarealerne. Ved etablering af vådområder reduceres udledningen af kvælstof og fosfor til vandområderne.

De fleste lavbundsarealer er i denne kommuneplan også udpeget som særlige værdifulde naturområder eller som områder til potentiel natur og indgår også som en del af udpegningen af økologiske forbindelser eller potentielle økologiske forbindelser. Genoprettede lavbundsarealer kan udvikle sig til gode naturområder og de kan samtidig være gode økologiske forbindelser, idet lavbundsarealerne kan danne forbindelse mellem andre naturområder.

Lavbundsarealer i byzone- og byvækstområder

Der er udpeget lavbundsarealer på byzonearealer, hvor der allerede er gennemført detailplanlægning. Detailplanlægningen giver allerede mulighed for etablering af byggeri og anlæg inden for et lavbundsareal. I forbindelse med byggeri eller anlæg, der er i overensstemmelse med den gældende detailplanlægning, skal det, før byggeriet kan igangsættes, kunne dokumenteres, at vandet kan afledes og håndteres på anden måde.

I forbindelse med detailplanlægning for udpegede byomdannelses- og byfortætningsområder, der omfatter lavbundsarealer, skal lavbundsarealerne så vidt muligt friholdes til håndtering af vand. Alternativt skal det dokumenteres hvordan vandet kan afledes og håndteres på anden måde, eller hvordan byggeri og anlæg kan udformes, så det kan tåle at blive oversvømmet.

I byvækstområder skal de udpegede lavbundsarealer friholdes for byggeri og i stedet indarbejdes som klimaområder, der dels sikrer muligheden for at håndtere overfladevandet der, hvor det naturligt vil samles, dels være med til at øge naturarealer og biodiversitet i området.​

Billede af vand på en eng.

Lavbundsarealer ved Nørrestrand.