3.3. Grønt Danmarkskort

Mål

  • Det overordnede mål er at bidrage til et sammenhængende naturnetværk i Danmark og planlægge for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne.
  • Indenfor Grønt Danmarkskort skal biodiversiteten sikres i Horsens Kommune.
  • Det betyder, at områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser skal bevares og deres kvalitet skal forbedres. Områderne skal være velegnede vokse- og levesteder for et mangfoldigt og varieret plante- og dyreliv, så især de sjældne og trængte arter styrkes og får mulighed for at spredes til nye områder.
  • Det betyder også, at det samlede naturareal skal øges, så der skabes nye leve- og voksesteder for en lang række arter af vilde dyr og planter. 
  • Spredningsmulighederne for det vilde dyre- og planteliv skal sikres og forbedres, både ved at bevare eksisterende økologiske forbindelser og ved at skabe nye forbindelser mellem områder med naturværdier, hvor og når det er muligt.
  • De økologiske forbindelser skal med sine forbindelser på tværs af kommunegrænser indgå som en del af Grønt Danmarkskort. Hermed sikres mere sammenhængende natur og en mere målrettet naturindsats understøttes. På den måde opnår kommunerne størst muligt udbytte for de investeringer der gøres i ny natur og nye økologiske forbindelser.
  • Der er vedtaget en strategi for biodiversitet. Strategien danner udgangspunkt for kommunens fremtidige arbejde med at øge biodiversiteten. Horsens Kommune vil bl.a. styrke og prioritere indsatsen for en mang­foldig natur ved at understøtte udviklingen af en højere biodiversitet gennem den kommunale planlægning og øge biodiversiteten på kommunens arealer – både i byerne og i det åbne land.

I arbejdet med at øge biodiversiteten, skal der især være fokus på at:

  • Sikre tilstrækkelig beskyttelse af gammel værdifuld natur
  • Beskytte, forbedre og udvide den eksisterende natur
  • Beskytte og forbedre sjældne og sårbare arters levesteder
  • Skabe nye levesteder for vilde planter, svampe og dyr
  • Genoprette små naturområder, som trædesten og spred­ningskorridorer
  • Etablere flere større selvforvaltende naturområder.

Der udarbejdes handleplaner, som sætter rammer for konkrete handlinger på kommunale arealer såsom grøftekanter, skove og parker og for kommunens fremtidige planlægning.

  • Et større sammenhængende landbrugsareal nord for Nørrestrand udvikles til ny bynær natur. Etableringen af natur er en del af en samlet plan om at udvikle en ny og attraktiv bydel, som skal tilbyde boliger til ca. 6.000 – 9.000 borgere. Den nye natur har bl.a. til formål at give adgang til rekreative oplevelser for beboerne i den nye bydel samt kommunens øvrige borgere og gæster.
  • Der fjernes en spærring i Gudenåen ved Vestbirk Kraftværk, således at passagemulighederne for fisk og smådyr f gennem Gudenåen fra Gudenåens udspring ned til Mossø forbedres.

Retningslinjer

3.3.1. De udpegede områder med særlige naturbeskyttelsesområder, potentielle naturområder, økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser indgår som en del af Grønt Danmarkskort.

3.3.2. Indenfor Grønt Danmarkskort vil Horsens Kommune prioritere indsatser, der bevarer og udvikler biodiversitet samt forbedrer adgangen til naturen højest.

3.3.3. Ved prioritering mellem arealer inden for udpegningen til Grønt Danmarkskort vil arealer med høj naturmæssig værdi og arealer, hvor risikoen for tilbagegang er stor, ligeledes blive prioriteret højest. I forhold til prioritering af etablering af ny natur indenfor Grønt Danmarkskort vil arealernes naturmæssige og rekreative potentiale indgå i en samlet afvejning af, hvor indsatserne skal prioriteres højest.

3.3.4. Indenfor Grønt Danmarkskort vil Horsens Kommune prioritere indsatser, der bevarer og udvikler biodiversitet og sikrer spredningsmuligheder for de mest truede dyre- og plantearter højest. I forhold til prioritering af etablering af nye økologiske forbindelser indenfor Grønt Danmarkskort vil arealernes potentiale som spredningskorridor for de mest truede dyre- og plantearter indgå i en samlet afvejning af, hvor indsatserne skal prioriteres højest.

3.3.5. Udpegninger indenfor Grønt Danmarkskort skal friholdes for byvækst, veje, og andre tekniske anlæg mv., der kan forringe naturindholdet og levesteder og spredningsveje for vilde planter og dyr, i overensstemmelse med retningslinjer for Naturbeskyttelse og Økologiske forbindelser.


Redegørelse

De udpegede områder med naturbeskyttelsesinteresser og potentiel natur, økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser indgår i Grønt Danmarkskort. Grønt Danmarkskort omfatter dermed alle de arealer, som allerede er naturmæssigt værdifulde eller har potentiale til at blive det.

Indenfor Grønt Danmarkskort skal kvaliteten af eksisterende natur søges forbedret og ny natur skal søges realiseres, således at natur- og biodiversitetsværdierne bevares og udvikles frem mod større og bedre sammenhængende naturområder.

Udpegning af Grønt Danmarkskort skal medvirke til at stoppe og gerne vende den tilbagegang i biodiversitet, som desværre er evident. Ved igangsættelse og facilitering af projekter, som har til formål at bevare og udvikle biodiversitet samt forbedre adgangen til naturen, vil kommunens indsats i særlig grad blive lagt inden for Grønt Danmarkskort.

Ved prioritering mellem arealer inden for udpegningen til Grønt Danmarkskort vil Horsens Kommune have særligt fokus på arealer med høj naturmæssig værdi og arealer, hvor risikoen for tilbagegang er stor. Ved etablering af ny natur, vil arealernes naturmæssige og rekreative potentiale indgå i en samlet afvejning af, hvor indsatsen skal placeres.

Indenfor Grønt Danmarkskort vil naturarealer, hvor leve-/voksesteder for truede arter kan sikres eller udvikles, blive prioriteret højst, ved udvælgelse af arealer, hvor kommunen i samarbejde med lodsejer iværksætter aftaler om frivillig naturpleje, restaureringsprojekter eller ekstensivering af driften.

Ved justering af planloven februar 2020 er der fremsat krav til, at kommunerne redegør for i hvilken grad at kommunens planlægning for udvikling af naturområder indenfor Grønt Danmarkskort er realiseret.

Grønt Danmarkskort dækker i Horsens Kommune 70.600 ha. Fordelingen på Særlig værdifulde naturbeskyttelsesområder, potentiel natur, økologiske forbindelser og potentiel økologiske forbindelser samt udviklingen i areal siden kommuneplan 2017 ses af tabel nedenfor:

  Kommuneplan 2017 (ha) Kommuneplan 2021 (ha)
Særlig værdifuld naturbeskyttelse 57.683 57.632
Potentiel natur 6.365 6.358
Økologisk forbindelse 12.803 12.797
Potentiel Økologisk forbindelse 11.499 11.490
Grønt Danmarkskort 70.180 70.600

Billedet viser Øvre på Endelave.

Det ses, at der er en ubetydelig nedgang i areal af Grønt Danmarkskort på 0,08 % siden sidste kommuneplanrevision. Dette skyldes tekniske tilretninger af afgrænsninger i de 4 arealudpegninger.

Siden Kommuneplan 2017 har Horsens Kommune gennemført følgende projekter, der har haft til formål at styrke kvaliteten i Grønt Danmarkskort:

Genskabelse af fri passage for vandrende fisk og smådyr mellem Mossø og Gudenåen, idet der er skabt passagemulighed udenom Klostermølle bygningerne. Herved er den økologiske forbindelse langs Gudenåen styrket. 

Natura 2000 område Bygholm Ådal: 12 ha naturarealer er hegnet med henblik på etablering af ekstensiv pleje. Derudover er der foretaget rydning af 1 ha lysåben natur, der var under tilgroning.

Natura 2000 område Salten Å, Salten Langsø, Mossø og søer syd for Salten Langsø og dele af Gudenåen: 76 ha naturarealer fordelt på forskellige hegnsprojekter er hegnet med henblik på etablering af ekstensiv pleje. Derudover er der foretaget afskrab af topjord på hedearealer, med henblik på retablering af hedearealer og foretaget vedligehold af eksisterende hegning, således at ekstensiv naturpleje kan fortsætte.

Natura 2000 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave: 69 ha naturarealer fordelt på forskellige hegnsprojekterer hegnet med henblik på etablering af ekstensiv pleje. Derudover er der foretaget vedligehold af eksisterende hegning, således at ekstensiv naturpleje kan fortsætte.

Der er knust beplantninger af rynket rose på strandoverdrev på Endelave i kombination med afgræsning.

Grønt Danmarkskort udenfor Natura 2000 områder: 58 ha naturarealer beliggende indenfor grønt Danmarkskort er nyhegnet med henblik på at sikre en ekstensiv naturpleje, herunder rewilding projekt gennemført indenfor landskabsfredningen Nørrestrand, hvor eksisterende naturarealer og opgiven landbrugsjord er samhegnet. Herved styrkes og sammenbindes eksisterende natur. 10 ha ny natur er etableret i gammelt grusgravsareal fordelt på tørt græsland og sø.

Ved Haldrup Mølle Å er der 2 steder genskabt passage ved gamle vandmøller. Ligeledes er der i Elling Bæk skabt fri passage ved Thingstedholm Mølle.

Ved planlovsændring i 2017 blev der nedsat lokale naturråd, som skulle bistå med anbefalinger til kommunalbestyrelsernes udpegning af Grønt Danmarkskort. Naturråd nr. 9 dækkede Horsens, Skanderborg, Hedensted, Samsø, Odder, Århus, og Silkeborg kommuner og bestod af repræsentanter fra 10 erhvervs- og interesseorganisationer.

Naturrådets anbefalinger er bearbejdet i arbejdet med revisionen af naturtemaet. Overordnet ønsker Naturrådet, at tilbagegangen i biodiversitet bliver vendt, og at diversitet i både arter, naturtyper og landskaber prioriteres i både land- og byzone med hensyntagen til udviklingsmulighederne for landbrugserhvervet. Derudover ønsker Naturrådet, at Grønt Danmarkskort skal give bedre adgang til naturen og styrke interessen for naturen.

Høring af nabokommuner

I forbindelse med revision af temaer om Økologiske forbindelser / Grønt Danmarkskort har Horsens Kommune foretaget en høring af nabokommunerne Odder, Skanderborg, Silkeborg, Ikast-Brande og Hedensted kommuner i forhold til de foreslåede udlæg i Horsens Kommune.

På baggrund af dialogmøde med Skanderborg og Odder Kommuner blev det konkret aftalt, hvorledes de økologiske forbindelser skulle danne sammenhæng på tværs af kommunegrænserne.

På baggrund af høringssvar fra Silkeborg Kommunes er den potentielle økologiske forbindelse ved Sdr. Vissing blevet tilrettet, således at der er skabt sammenhæng til ny økologisk forbindelse i Silkeborg Kommune, på tværs af kommunegrænsen.

For så vidt angår sammenhængen til Ikast-Brande og Hedensted Kommuner er det blevet vurderet, at der ikke har været behov for at justere udpegninger på tværs af kommunegrænserne.

Billedet viser udsigt over Horsens Fjord.