Inden den endelige afgrænsning af miljørapporten blev lagt endeligt fast, gennemførte Horsens Kommune en høring af de berørte myndigheder. Det skete i henhold til miljøvurderingslovens § 32 stk. 1., nr. 2.
Der var mulighed for at fremsende bemærkninger til udkast til afgrænsningsnotat frem til den 14. september 2020.
Følgende berørte myndigheder blev hørt:
- Erhvervsstyrelsen
- Miljøstyrelsen
- Region Midt
- Aarhus Stift
- Horsens Museum
- Hedensted Kommune
- Odder Kommune
- Silkeborg Kommune
- Skanderborg Kommune
- Ikast-Brande Kommune
Horsens Kommune modtog tilbagemeldinger fra Horsens Museum, Odder Kommune samt Aarhus Stift.
Horsens Museum og Odder Kommune havde ingen bemærkninger til afgrænsningsnotatet. Aarhus Stift fremsendte udtalelse fra den kongelige bygningsinspektør, der anbefaler, at kommunen i miljøvurderingen er opmærksom på kirkernes særlige status i samfundet og sikrer at ind- og udsigt til kirkerne bevares samt ikke forringes i den kommende planlægning. Aarhus Stift tilføjede, at man opfordrer kommunen til at rette henvendelse til stiftet, når der planlægges for områder, der kan påvirke kirkerne.
Da hensynet til kirkerne og deres omgivelser indgår under kulturarv i det brede miljøbegreb, gav høringen ikke anledning til ændringer af afgrænsningen af miljøvurderingen.