Fra provinsby til stor østjysk by
Horsens er i dag en af Danmarks hurtigst voksende kommuner, og mange ønsker at bo i og omkring Horsens by. Alt tyder på, at den udvikling vil fortsætte – bl.a. fordi kommunen målrettet arbejder for at gøre Horsens til et attraktivt sted at bo, uddanne sig og drive virksomhed. Udviklingen er med til at sikre en dynamisk kommune med en sund økonomi. Det er fantastisk godt for borgere og virksomheder, men skaber samtidig behov for en omfattende nytænkning. Udviklingen lægger nemlig pres på Horsens by, hvor forskønnelse, fortætning og gradvis udvidelse ikke længere er tilstrækkeligt for at skabe en attraktiv by på længere sigt.
Byens grundlæggende struktur og infrastruktur er ikke bygget til at klare den markante tilvækst. Allerede nu ses trafikale udfordringer, der ikke kan løses ved at etablere flere vejbaner og trafikreguleringer. Midtbyen trænger til et løft og til at få bedre sammenhæng til byens øvrige kvarterer.
Væksten er længe blevet imødekommet gennem utallige knopskydninger og udvidelse af eksisterende veje og boligområder, og ambitionerne om f.eks. parker og grønne områder har ofte måtte vige for mere akutte behov. Det er tid til forandring. Udviklingen af Horsens til stor østjysk by skal ske på et mere kvalitativt og langsigtet grundlag, hvis byen skal forblive attraktiv og konkurrencedygtig i fremtiden.
Udviklingen af havnen og campusområdet er nået langt. Samtidig udvikles der i øjeblikket ambitiøse planer for midtbyen, som vil betyde gennemgribende forandringer af det centrale Horsens. Forandringer, der vil være til gavn for både borgere, virksomheder, kulturliv og detailhandlen. Der er bl.a. projekter i gang om at føre Bygholm Å tilbage til sit naturlige forløb langs Åboulevarden og etablere en helt ny bydel - Åkvarteret, samt udvikle et nyt, attraktivt bykvarter på godsbanearealerne.
Der er vedtaget en omfattende trafikplan, ”Trafik 2030”, som vil binde de ambitiøse planer sammen. Planen skal være med til løse de nuværende udfordringer med trafikstrømmen i Horsens by. Forudsætningerne er på plads. Visionære ideer og robuste planer skal være med til at sikre en succesfuld omstilling fra provinsby til stor by.
Den store vækst i Horsens skal frem mod 2050 bruges til at udvikle byen til en moderne stor østjysk by, der er attraktiv at leve og drive virksomhed i, der er lettere at komme rundt i, er mere grøn og rekreativ og mere inspirerende at arbejde i.
Større tæthed i Horsens by skal være med til at skabe grobund for investering i en højere bymæssig kvalitet og flere tilbud og oplevelser til borgerne. Samtidig skal flere have adgang til de rekreative værdier i de grønne kiler og det åbne land. Fremtidens byudvikling skal primært koncentreres i den eksisterende by og i nærheden af kollektive transportmuligheder, så behovet for transport løses smartere end i dag. Samtidig skal byen udvikles, så den bliver mere sammenhængende, grøn og socialt bæredygtig.
Derfor skal en byudviklingsmodel på sigt være med til at sikre, at den langsigtede byudvikling sker de rigtige steder og i den rigtige rækkefølge.
En stærk detailhandel
Økonomiske forandringer, ændret forbrugeradfærd og ny teknologi er nogle af de udviklingstendenser, der forandrer detailhandlen afgørende i disse år.
Byrådet ønsker at fastholde Horsens by som en tidssvarende, stærk og dynamisk hovedby med et levende og attraktivt bymiljø. Byens potentiale skal fortsat udvikles og dermed være med til at sikre, at Horsens også i fremtiden kan udfylde rollen som et konkurrencedygtigt handelscenter for hele sit opland og i Østjylland. Også bydelscentre udenfor midtbyen skal være attraktive centre for fortsat at kunne tiltrække kunder og derved at styrke bydelene som attraktive bosætningssteder i Horsens by.
Byrådet ønsker at understøtte et stærkt og varieret butiksudbud i Horsens by og samtidig sikre balance i placeringen og fordelingen af butiksområder rundt i byen. På den måde kan der opnås nærhed og god tilgængelighed for borgerne, også for dem uden bil.
Læs mere om emnet i retningslinjerne for Detailhandel.
Jessensgade i Horsens midtby. Foto: Hanne Sommer
Jessensgade i Horsens midtby. Foto: Hanne Sommer
Planlægning for en skarp erhvervsprofil
Erhvervsudviklingen i Danmark er markant anderledes i dag, end den var for blot 10 år siden. Derfor er der behov for, at planlægningen for erhvervsudvikling ændres.
Dele af erhvervslivet har i dag behov for nærhed til byernes funktioner og service. I stedet for at planlægge for mere erhvervsareal, kan der være et større behov for at planlægge bedre forhold for erhverv i bymiljøerne og samtidig udnytte mulighederne for at skabe varierede, levende og attraktive byer, der stimuleres af, at erhvervene er en del af bymiljøet.
Valget af hvor i byen forskellige typer af erhvervsområder skal placeres er vigtig - i forhold til at kunne tilbyde de enkelte virksomheder den rigtige placering. I Horsens by skal der derfor fremover være et større fokus på, hvilke brancher, der tilbydes erhvervsområder til, og hvor i byen. Der skal være et stort fokus på at skabe bufferzoner mellem tung industri og lettere erhverv og andre mere miljøfølsomme anvendelser. Miljøforhold som forurening og støj er f.eks. en afgørende faktor i placeringen af erhvervsområder i forhold til boligområder.
De enkelte erhvervsområder skal underopdeles mere hensigtsmæssigt, så virksomhederne i højere grad ligger sammen med virksomheder, der ligner hinanden. På den måde kan man både undgå interne miljøkonflikter i erhvervsområderne og måske oven i købet skabe grobund for nye erhvervsklynger.
Der er stadig ledige arealer i og omkring Horsens by til erhvervsformål, men der skal i planperioden sættes fokus på mulighederne for at omdanne eksisterende erhvervsområder, så de i højere grad kan opfylde de fremtidige krav og ændringer i erhvervsstrukturen.
Der skal fokuseres på at styrke og fremhæve de erhvervsmæssige kvaliteter byen har. Planlægningen skal derfor være med til at sikre, at Horsens’ særlige erhvervsmæssige fordele - i forhold til konkurrerende byer - bringes mere i spil.
Internationalt studiemiljø midt i Horsens
I Horsens Kommune er der en bred vifte af erhvervsuddannelser og derudover en række overbygningsuddannelser og videregående uddannelser på både VIA Campus Horsens og Learnmark Horsens. VIA Campus Horsens har f.eks. flere ingeniøruddannelser og sygeplejerskeuddannelsen. Desuden har VIA Campus Horsens den styrke, at der er et internationalt og mangfoldigt miljø med studerende af mange forskellige nationaliteter.
Der skal sikres gode udviklingsmuligheder for det horsensianske studiemiljø. Flytningen af VIA University College til midtbyen er en del af planen for at sikre et tidssvarende og inspirerende uddannelsescenter.
Studiemiljø på VIA University College.
Studiemiljø på VIA University College.