Som hovedby skal Horsens fortsat udvikles som kommunens center for bosætning, detailhandel, erhverv, kulturtilbud og offentlig og privat service. Planlægningen skal styrke Horsens i samspillet (herunder både samarbejde og konkurrence) med de øvrige større byer i Østjylland og Business Region Aarhus. Læs mere om Horsens under Horsens by 2050.
Horsens Kommune har desuden yderligere en Centerby Brædstrup og 9 Lokalcenterbyer, som alle spiller en vigtig rolle som lokalt center for et mindre opland. De 9 lokalcenterbyer er: Egebjerg, Gedved, Hatting, Hovedgård, Lund, Nim, Sdr. Vissing, Søvind og Østbirk.
Brædstrup er den største af by efter Hovedbyen Horsens og den by med den største andel af detailhandel udenfor Horsens. Brædstrup og Lokalcenterbyerne betjener et større opland med servicefunktioner, detailhandel og lokal erhvervsstruktur. Disse byer er vigtige i bosætningsøjemed, da de alle har store kvaliteter at tilbyde borgerne i Horsens Kommune. Derfor skal både Brædstrup og Lokalcenterbyerne fortsat udvikles som bosætningsbyer der forsynes med gode skole-, børnepasnings- og fritidstilbud samt mulighed for at der kan etableres butikker til forsyning af Lokalcenterbyen og dens opland.
Landsbyerne udgør et bredt spektrum af bydannelser i det åbne land, lige fra småbyer som Ås, Elling og Tyrsting til en større landsbyer som Grædstrup, og Tvingstrup. Nyt boligbyggeri vil i begrænset omfang kunne foregå som huludfyldning i de afgrænsede landsbyer eller efter en lokalplan.
Der findes derudover 3 bosætningslandsbyer i Horsens Kommune nemlig Sejet, Hansted og Yding, som er landsbyer med lidt flere bosætningsmuligheder. Grunden til at der i disse 3 landsbyer kan ske en større udbygning er, at Sejet og Hansted ligger i byzone. Derudover er der planlagt for en mindre boligudbygning i landsbyen Yding, der forbliver i landzone.
BY | INDBYGGERE |
Horsens | 59.449 |
Brædstrup | 3.637 |
Egebjerg | 2.960 |
Lund | 2.423 |
Gedved | 2.302 |
Hovedgård | 2.258 |
Østbirk | 2.223 |
Hatting | 1.733 |
Søvind | 1.053 |
Nim | 734 |
Sdr. Vissing | 437 |
Antal indbyggere pr. 1. januar 2020 DST BY1.
Faktaboks
Hovedby: Horsens
Centerby: Brædstrup
Lokalcenterbyer: Egebjerg, Gedved, Lund, Østbirk, Hatting, Hovedgård, Nim, Søvind og Sdr. Vissing
Bosætningslandsbyer: Sejet, Hansted og Yding
Landsbyer: Addit, Assendrup, Davding, Elbæk, Eldrup, Elling, Endelave by, Gangsted, Gantrup, Grumstrup, Grædstrup, Haldrup, Kattrup, Lundum, Oens, Ring, Sattrup, Serridslev, Slagballe St., Såby, Tønning, Træden, Tvingstrup, Underup, Vedslet, Vestbirk, Voervadsbro, Vrønding, Ørridslev, Ørskov, Åes og Åstruplund.