1.6. Landsbyer og landdistrikter
I forbindelse med Tematillæg for landsbyerne tilføjes to nye retningslinjer til kommuneplan 2021-33 for Landsbyer og landdistrikter. Redegørelsen for temaet erstattes med nedenstående. De nye retniglinjer er markeret med fed i teksten nedenfor.
Retningslinjer
1.6.1. Følgende landsbyer er afgrænset i kommuneplanen: Addit, Assendrup, Davding, Elbæk, Eldrup, Elling, Endelave by, Gangsted, Gantrup, Grumstrup, Grædstrup, Haldrup, Kattrup, Lundum, Oens, Ring, Sattrup, Sejet, Serridslev, Slagballe St., Såby, Tønning, Træden, Tvingstrup, Underup, Vedslet, Vestbirk, Voervadsbro, Vrønding, Yding, Ørridslev, Ørskov, Åes og Åstruplund. Der er ikke foretaget en afgrænsning af øvrige samlinger af gårde og huse.
1.6.2 Følgende landsbyer er afgrænset og samtidig omfattet af en kommuneplanramme: Endelave By, Grumstrup, Grædstrup, Haldrup, Sattrup, Sejet, Såby, Yding, Træden og Tvingstrup.
1.6.3. I de afgrænsede landsbyer skal en evt. udbygning med nye boliger, ske indenfor landsbyafgrænsningen. Udbygningen skal ske ud fra en helhedsvurdering af landskabelige, arkitektoniske, skalamæssige og kulturhistoriske værdier, så det sikres, at de nye boliger tilpasses den enkelte landsbys karakteristika.
1.6.4. De strategiske målsætninger for udvikling i de enkelte landsbyer, som er beskrevet i Horsens Kommunes dialogværktøj Landsbyerne udvikling og bevaring, skal danne grundlag for den fremtidige udvikling af landsbyerne.
1.6.5. Alt nybyggeri, ændret anvendelse, mv. i de afgrænsede landsbyer, må kun ske i overensstemmelse med Horsens Kommunes dialogværktøj Landsbyernes udvikling og bevaring.
1.6.6. I de afgrænsede landsbyer er der også mulighed for at etablere nye boliger i overflødiggjorte bygninger, hvis de er egnede til boligformål.
1.6.7. I de særligt bevaringsværdige landsbyer Addit, Elling, Gangsted, Lundum, Tønning, Træden, Endelave by og Haldrup tillades kun ganske få ændringer. Der er udarbejdet bevarende lokalplaner for de tre sidstnævnte, der beskriver hvilke ændringer der tillades. For de landsbyer, som ikke er omfattet af en bevarende lokalplan, kan der kun meddeles landzone- og byggetilladelser i overensstemmelse med Horsens Kommunes dialogværktøj Landsbyernes udvikling og bevaring.
1.6.8. I Elbæk og Vestbirk kan efterskolerne kun udvides efter en samlet detailplanlægning.
Redegørelse
Det overordnede mål er, at bidrage til en bæredygtig udvikling i landdistrikterne, så de fortsat bevares og udvikles som attraktive steder at bo, og fungere som et reelt bosætningsalternativ til de større byer. Samtidig er det vigtigt at fastholde de særlige karakteristika, som den enkelte landsby har, både på grund af de landskabelige, arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier, men også fordi det er med til skabe en attraktiv ramme for livet og fællesskaberne i landsbyerne. Landsbyerne i Horsens Kommune udgør en helt unik bosætningsmulighed, som ikke findes i de tætbefolkede byer.
Bosætning på landet tilvælger man typisk på grund af nærheden til natur, fred og ro, sociale netværk og fællesskaber. Samtidig findes der boliger, som er en del af landsbyens særlige sociale og historiske struktur, med udsigt over åbne landskaber, og boliger der ofte er billigere end tilsvarende i byerne. Samtidig må man, til en vis grad, undvære nærheden til service, butikker, kulturtilbud, offentlig transport og lignende, da man ikke kan forvente samme grad af offentlig service som i byerne.
Landsbyafgrænsning for boligbyggeri
Alle landsbyerne i Horsens Kommune ligger i landzone med undtagelse af Sejet. Retningslinje for Landsbyer og landdistrikter omfatter derfor stort set kun landsbyer i landzone. Mulighederne for nybyggeri i landzone er yderst begrænset, fordi planloven bl.a. har til formål at sikre, at byudvikling kun sker indefra og ud og i direkte tilknytning til eksisterende bymæssig bebyggelse i byzone, jf. § 11a, stk. 8, da det er vigtigt, at byudvikling kun sker, hvor det ikke øger ressourceforbruget til- og forureningen fra transport.
Landzonen er, som udgangspunkt, forbeholdt landbrug og skal friholdes fra al bebyggelse, som ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom, jf. § 36, stk. 3 i planloven.
Med stigende krav til klimatilpasning og sikring af biodiversitet, og samme størrelse areal at planlægge for, skal det sikres, at der findes plads til det hele.
Der er derfor udelukkende praksis for, at nye boliger i landzone kan opføres, som erstatning for en eksisterende bolig. Praksis er dog mindre restriktiv for landsbyer, som er afgrænset i en kommuneplan. Her kan der opføres et mindre antal boliger, men kun som huludfyldning eller som afrunding af en landsby. Hertil er der videre mulighed for omdannelse af eksisterende tiloversblevne bygninger til f.eks. flere boligenheder.
Det er et krav, at landsbyafgrænsninger ikke får et omfang, som potentielt kan skabe en boligtilvækst, der kan sidestilles med byvækst eller kan medføre behov for ny infrastruktur, offentlige services, detailhandel, mv.
For at sikre, at det fortsat er muligt at udvikle landsbyerne i Horsens Kommune og fastholde indbyggerne, er alle landsbyer afgrænset i kommuneplanen. Med landsbyafgrænsningerne åbnes op for opførelsen af boliger i et begrænset omfang i de enkelte landsbyer. Omfanget af fremtidige byggemuligheder tager afsæt i en konkret udviklingsstrategi for den enkelte landsby, med udgangspunkt i udviklingspotentiale og efterspørgsel, set i forhold til forrige planperiode (12 år tilbage, 2010-2022). Det er estimeret, at der samlet kan ske en boligtilvækst på ca. 5-10% i den enkelte landsby, men det varierer fra den ene landsby til den anden.
En begrænset tilførsel af nye boliger vil på denne måde ikke påvirke landsbyens funktionalitet negativt (dvs. i form af trafikpres på de mindre veje, belastning af forsyningssystemer etc.).
Billedet viser en landsbygade i Sejet.
Billedet viser en landsbygade i Elling.
Kortet viser de udpegede landsbyafgrænsninger.
Strategisk planlægning for landsbyerne
Landsbyerne i Horsens Kommune
Jf. Planlovens §§5c og d skal kommuneplanen indeholde en strategisk planlægning, der sammenhængende tager stilling til muligheder for udvikling af landsbyer. Planlovens definition af en landsby omfatter byer på mellem 200 og 1.000 indbyggere.
I Horsens Kommune er det besluttet at udvide landsbydefinitionen i forhold til planlov, så også landsbyer med færre indbyggere end 200, er omfattet af retningslinjen om strategisk planlægning. I kommuneplanens bymønster er der i alt registreret 34 landsbyer, hvor kun 6 landsbyer har et indbyggertal på mere end 200.
Hertil er det i Horsens Kommune besluttet, ikke at inkludere de lokalplanlagte landsbyer og landsbyer i byzone. Dog med undtagelse af Træden, hvor der ligger en uudnyttet kommuneplanramme i forlængelse af den lokalplanlagte landsbyafgrænsning. Det betyder at tematillægget og den strategiske planlægning er afgrænset til 30 ud af de i alt 34 landsbyer.
Flere af landsbyerne har er relativt lavt indbyggertal, og det betyder at der ikke findes servicetilbud, detailhandel eller lignende i mange af de inkluderede landsbyer. Ved udarbejdelse af den strategiske planlægning for landsbyerne i Horsens Kommune, har det derfor ikke været et fokus at skabe udvikling, for at sikre bibeholdelse af skole- eller dagtilbud eller forhindre lukning af f.eks. dagligvarebutikker, som ellers er et af hovedformålene med planlovens bestemmelser om strategisk planlægning for landsbyerne. De strategiske målsætninger for udvikling af de enkelte landsbyer i Horsens Kommune, tager i stedet udgangspunkt i den konkrete demografiske udvikling, geografiske placering og efterspørgsel i de enkelte landsbyer, med henblik på at modvirke negative effekter, såsom fraflytning og forfald.
Strategien er defineret ud fra en kortlægning og analyse af demografi, udviklingspotentiale, størrelse på landsbyen, afstand til servicetilbud, arkitektur, landskab, naturbeskyttelse og meget mere. Landsbyernes geografiske og demografiske forholde er blevet kortlagt, og der er fortaget besigtigelser og borgerinddragelse, der tilsammen udgør fundamentet for den strategiske og differentierede planlægning for kommunens landsbyer (læs flere detaljer i afsnittet Metode).
Planperiode 2010-2022
Den samlede analyse af landsbyerne i Horsens Kommune peger på, at indbyggertallene generelt er stagnerende. Der sker samlet set et lille fald i indbyggertallet på 0,7 %, som svarer til 24 indbyggere, hvis man sammenligner med forrige planperiode (seneste 12 år: 2010-2022). For landsbyerne omfattet af tematillægget er der et samlet indbyggertal på 3570 personer i 2022.
Der er overordnet set ikke sket den store udvikling, hverken i indbyggertal eller i nyopført bebyggelse, i de enkelte landsbyer, siden der blev udarbejdet og vedtaget et lignende tematillæg for landsbyerne i 2012. Samlet set er der opført 91 boligenheder i landsbyerne i forrige planperiode.
Særligt bevaringsværdige landsbyer
Landsbyerne, der er registreret som Værdifulde kulturmiljøer, er ved dette tematillæg karakteriseret som Særligt bevaringsværdige landsbyer, og administreres i fremtiden, således i overensstemmelse med retningslinjerne for Landsbyer og landdistrikter.
Foruden krav til byggeriets placering, form og skala, vil der for de Særlige bevaringsværdige landsbyer også blive stillet krav til byggeriets detaljering, materialevalg, vinduesudformning mv., ved behandling af landzone- og byggetilladelser.
Inden for, og i umiddelbar nærhed til, de udpegede Værdifulde kulturmiljøer, skal der tages særligt hensyn til de kulturhistoriske interesser, f.eks. i forbindelse med planlægning, byggeri, terrænreguleringer, beplantning og etablering af tekniske anlæg. De fysiske spor af historien skal bevares, så befolkningen nu og i fremtiden kan opleve, hvordan 10.000 års samfundsudvikling afspejles i kulturlandskabet.
Ved vedtagelse af Tematillæg for Landsbyerne, nr. 12 til kommuneplan 2021-33, er der udpeget følgende Særlige bevaringsværdige landsbyer:
Strategi for udvikling af landsbyerne i Horsens Kommune
Som resultat af kortægning, analyse, borgerinddragelse, mv., er der udarbejdet tre overordnede målsætninger, for udvikling af landsbyerne i Horsens Kommune, og disse målsætninger rummer de mange forskellige landsbyers udgangspunkt, potentialer, mv.. For hver målsætning er der formuleret to fokusområder, som på hver sin måde kan understøtte udviklingen i den enkelte landsby. Hver fokusområde giver hertil et bud på konkrete handlemuligheder. Tilsammen repræsenterer målsætning, fokusområder og handlemuligheder den konkrete strategi.
Strategien for de enkelte landsbyer udmønter sig, som konkrete fysiske udpegninger, hvor byggemuligheder, rekreative områder og ind- og udsigtskiler er kortlagt for hver landsby. Selvom kortlægningen indeholder konkrete udpegninger, er planlægningen fortsat strategisk og dermed ikke byggeretsgivende. Udnyttelse af mulighederne kræver fortsat enten en lokalplanlægning eller en landzone- og byggetilladelse. Se dialogværktøjet Landsbyerne udvikling og bevaring.
Strategien, sammenlagt med den fysiske planlægning, skal give et kvalificeret bud på den enkelte landsbys udviklingspotentiale og bidrage til fastholdelse af interessen for bosætning i landsbyerne i Horsens Kommune.
Illustrationen viser, hvordan strategien er sammensat ved tre hovedgreb: Målsætningerne, fokusområder og handlemuligheder.
Målsætninger
Målsætningerne afspejler forskellen i det udviklingspotentiale, der er i landsbyerne. Alt efter demografi, efterspørgsel og placering, tildeles der en målsætning for den fremtidige udvikling af hver landsby. I Tematillæg for landsbyerne er der defineret tre forskellige målsætning, som kan favne alle 30 landsbyer. Udviklingen i landsbyerne får en af følgende målsætninger: Tilpasses, Understøttes eller Udvikles.
Tilpasses den konkrete efterspørgsel og demografiske udvikling
Landsbyerne som skal tilpasses er karakteriseret ved, at udviklingspotentialet er udfordret og at der på baggrund af udviklingen i sidste planperiode, ikke umiddelbart vurderes at ske en stigning i indbyggertallet, som kan retfærdiggøre, at landsbyen udvides yderligere. Udviklingspotentialet kan ligeledes være udfordret af, at landsbyerne har en størrelse og indbyggertal, hvor det ikke vil være rentabelt at investere i ny infrastruktur, offentlige- eller private services, o.lign.
Hertil vurderes det, at landsbyernes omfang og aktuelle byggemuligheder inden for allerede eksisterende afgrænsning, kan dække det fremtidige behov i næste planperiode (12 år frem). Den overordnede målsætning for landsbyer der skal tilpasses er, at modvirke de negative effekter ved et stagnerende indbyggertal, og samtidig skal landsbyen tilpasses sin demografiske virkelighed.
Landsbyer | Målsætning | Fokusområder |
Addit | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Assendrup | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Elbæk | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Eldrup | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Elling | Tilpasses | Planlægning |
Lundum | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Slagballe st. | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Underup | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Vedslet | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Ring | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Ørridslev | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Ørskov | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Gantrup | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Sattrup | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Ås | Tilpasses | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Illustrationen viser, hvordan målsætninger, fokusområder og handlemuligheder kan sammensættes.
Understøttes ved fastholdelse af udviklingspotentiale
Landsbyerne som skal understøttes er karakteriseret ved, at udviklingspotentialet er beskedent, da ændringer i indbyggertallene og efterspørgsel på nye boliger er minimale. Landsbyerne har et indbyggertal, som gør det vanskeligt at tiltrække butikker og andre servicetilbud, men gør det fortsat muligt at fastholde eller skabe et aktivt lokalsamfund.
De overordnede målsætninger er, at understøtte udviklingspotentialet og fastholde efterspørgslen på bosætning i landsbyerne.
Landsbyer | Målsætning | Fokusområder |
Davding | Understøttes | Revision af landsbyafgrænsning |
Kattrup | Understøttes | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Oens | Understøttes | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Tønning | Understøttes | Revision af landsbyafgrænsning |
Vrønding | Understøttes | Revision af landsbyafgrænsning |
Åstruplund | Understøttes | Revision af landsbyafgrænsning |
Voervadsbro | Understøttes | Revision af landsbyafgrænsning |
Serridslev | Understøttes | Udnyttelse eksisterende muligheder |
Gangsted | Understøttes | Revision af landsbyafgrænsning |
Udvikles med henblik på at øge bosætningsmuligheder
Landsbyerne som skal udvikles er karakteriseret ved, at udviklingspotentialet er moderat. Landsbyerne har et indbyggertal og en størrelse, som gør det muligt at tiltrække butikker og andre mindre servicetilbud. En landsby er i planlovsmæssig forstand defineret ved at have et indbyggertal over 200. Landsbyerne som skal udvikles, med henblik på at øge bosætningsmulighederne, har alle et indbyggertal, der enten er tæt på 200 eller mere.
Den overordnede målsætning er, at udvikle landsbyerne og øge bosætningen – uden at skabe behov for ny infrastruktur, skole- og dagtilbud, mv.
Landsbyer | Målsætning | Fokusområder |
Grumstrup | Udvikles | Revision af landsbyafgrænsning |
Grædstrup | Udvikles | Revision af landsbyafgrænsning |
Tvingstrup | Udvikles | Revision af landsbyafgrænsning |
Vestbirk | Udvikles | Planlægning |
Træden | Udvikles | Planlægning |
Yding | Udvikles | Revision af landsbyafgrænsning |
Fokusområder
For hver af de tre målsætninger er der forskellige fokusområder, som hver kan pege på forskellige handlemuligheder og dermed forskellig påvirkning af den konkrete fysiske planlægning.
Fokus på udnyttelse af eksisterende muligheder
Handlingen kan betyde, at strategien for udvikling er, at skabe større fokus på bevaring og omdannelse af eksisterende bygningsmasse, som kan bidrage til at styrke Værdifulde kulturmiljøer, bevaringsværdige bygninger, mv.
Handlingen kan også betyde, at strategien for udpegningen af nye byggemuligheder, har fokus på huludfyldning og tilpasning inden for eksisterende afgrænsning. Det vil f.eks. være aktuelt for landsbyer, hvor udbuddet af byggemuligheder, fortsat er så stort, at det kan dække den forventede efterspørgsel.
Planlægning
Handlingen kan betyde, at strategien for udvikling er, at der skal udlægges et større antal boliger eller ske større strukturelle ændringer, der fordrer en lokalplanlægning, helhedsplanlægning eller lignende.
Handlingen kan også betyde, at strategien for udvikling af landsbyen f.eks. kan ske ved at udpege et værdifuldt kulturmiljø, foretage SAVE-registreringer eller en anden form for planlægning. Eventuelle udpegninger foretages for at understøtte landsbyens særlige karakter og arkitektoniske træk, så den fortsat i fremtiden, kan repræsentere et alternativ og unik bosætningstilbud i Horsens Kommune.
Udvidelse af landsbyafgrænsningen
Handlingen kan betyde, at strategien for udvikling er, at udvide den eksisterende afgrænsning, så der kan skabes flere byggemuligheder, som kan understøtte en fremtidig positiv befolkningsudvikling i overensstemmelse med en konkret efterspørgsel.
Handlingen kan også anvendes, hvis en landsby har oplevet fald i indbyggertal, som resultat af, at der ikke tidligere er udlagt tilstrækkelig antal byggemuligheder, til at understøtte efterspørgslen på bosætning. Strategien for udvikling er så, at skabe nye byggemuligheder med henblik på at ændre en negativ tendens til fraflytning.
Dialogværktøj
Horsens Kommune har valgt, ikke kun at formulere et tematillæg, der tilgodeser de strategiske elementer, men har også et stort ønske om at udvikle værktøjer, der kan hjælpe med implementering af strategien, til gavn for forvaltningen og kommunens borgere. Derfor er der udviklet et dialogværktøj, der præsenterer retningslinjerne for bygningsudformning i landsbyerne, inklusiv en Quick-guide, så borgerne nemmere kan forholde sig til lovkrav, og hvor man kan søge hjælp og vejledning til evt. fremtidige byggeprojekter i landsbyerne. Dialogværktøjet indeholder hertil et opslagsværk, over alle kommunens landsbyer, der præsenterer de enkelte landsbyer, deres kvaliteter, planlægningsmæssige udfordringer og sårbarheder. Samtidig indeholder opslagsværket strategiske målsætning for udvikling af de enkelte landsbyer. De strategiske målsætninger udmøntes ved konkrete udpegninger af potentielle byggemuligheder, udsigtskiler til bevaring og potentielle rekreative områder, for de enkelte landsbyer.
Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.