Landsbyen
Kattrup er lokaliseret i et relativt fladt landbrugslandskab, hvor størstedelen af landsbyen ligger i et større sammenhængende landskab med særlige udsigter. Landsbyen har i dag en ukarakteristisk landsbystruktur med snoede veje og stier, som er forbundne indbyrdes, hvorfor det er vanskeligt at fastsætte den oprindelige landsbystruktur for Kattrup.
Den gamle del af landsbyen ligger umiddelbart nord for den øst-vestgående Gl. Kattrupvej, hvor den nye del af Kattrup er opført efter 1930, og placeret hovedsageligt syd for kirken. Forten/gadekæret har umiddelbart været placeret i den nordlige del af landsbyen, men arealet fremstår nu fuldt bebygget.
Kattrup Kirke var tidligere trukket væk fra landbykernen og placeret højere i landskabet, end den resterende gårdbebyggelse. Kattrup har hovedsageligt udviklet sig syd for Kirken, hvorfor der nu er skabt et naturligt centrum omkring kirken.
Den gamle del af Kattrup landsby fremstår fortsat original med bebyggelse opført efter klassisk landsbybyggeskik.
Den sydlige del af landsbyen fremstår som en parcelhusdomineret landsby, der bærer præg af at være opført indenfor forskellige tidsperioder.
Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Hovedgård landbrugsflade, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved et meget jævnt terræn, der er dækket af dyrkede marker, små landsbyer og spredte gårde.
Det anbefales i landskabsanalysen, at omdannelse af bygningsmassen i landsbyerne, i høj grad skal tilpasses den eksisterende bygningsmasse i karakter, skala og udtryk.
Kortet viser landsbyens placering i kommunen.
Billedet viser en landsbygade ved Kattrup Kirke.
Demografi og udviklingspotentiale
Kattrup er en landsby med 74 boligenheder og et indbyggertal på 179. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Hovedgård som ligger ca. 3,7 km væk.
Kattrup har oplevet en procentvis stor befolkningstilvækst i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes den forholdsvis korte afstand til Hovedgård, men det kan også være landsbyens størrelse og lokalsamfund, der tiltrækker flere borgere.
Kattrup er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand, da det forudsætter et indbyggertal på over 200. Der er bygget to nye boliger i Kattrup inden for sidste planperiode. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.
Fakta
Navn | Kattrup |
Boligenheder | 74 |
Befolkningstal | 179 |
Befolkningsudvikling 2011-2022 | 12% |
Nærmest lokal-/centerby | Hovedgård |
Afstand til servicefunktioner | ca. 3,7 km. |
Data baserer sig på tal fra november 2022.
Billedet viser stendiget ved Kattrup kirke.
Billedet viser landsbygade i Kattrup.
Planlægningsmæssige hensyn
Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.
- Området omkring Kattrup Kirke er fredet.
- Store dele af landsbyen ligger inden for Kattrup Kirkes næromgivelser, hvor der skal tages særligt hensyn til kirkernes landskabelige beliggenhed og samspil med landsbymiljøet/bymiljøet tilsidesættes.
- Der ligger en beskyttet genforeningssten i den vestlige afgrænsning af arealet.
- Der er 3 beskyttede søer i landsbyen. Hertil er der en beskyttet eng i den nordlige del af landsbyen.
- Fra nord til syd er et smalt afgrænset naturbeskyttelsesområde, der delvist følger et vandløb. Der må ikke opføres byggeri, anlæg eller lign. indenfor udpegningerne.
- Der ligger et større husdyrbrug tæt på landsbyen. I forbindelse med udlægning af nye boliger skal det undersøges, om boligerne kan medføre en begrænsning på husdyrbrugenes eventuelle udvidelsesmuligheder. Er dette tilfældet kan boligerne ikke opføres, før der er gjort afværgetiltag.
Kvaliteter
Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:
- Forsamlingshuset og sportspladsen.
- Kirken og kirkegården.
- Et langt flot kig flere steder fra landsbyen.
- Historiske områder og bygninger: Provstegården, branddammen.
- Den gamle landevej (En sti med flot udkig og historie).
- Elbjerg og gammeltoften bliver også nævnt, men ligger lidt udenfor landsbyen.
- Naturskønt område i udkanten af byen.
- Ellers påpeges en bæk, der betragtes som noget af naturværdi.
- Rådyr i ’baghaven’.
Strategi og målsætning
Kattrup er i Tematillæg for landsbyerne udpeget, som en landsby, der skal understøttes. For disse landsbyer vurderes der at være et lille potentiale for vækst, hvorfor landsbyafgræsningen kan udvides i et beskedent omfang.
Landsbyer som skal understøttes, er karakteriseret ved at udviklingspotentialet er beskedent, da ændringer i indbyggertallene og efterspørgsel på nye boliger er minimale. Landsbyerne har hertil et indbyggertal, som gør det vanskelig at tiltrække butikker og andre servicetilbud, men fortsat muligt at fastholde eller skabe et aktivt lokalsamfund.
Kattrup vurderes at have et mindre udviklingspotentiale på baggrund af landsbyens størrelse og indbyggertal. Det er derfor den overordnede målsætning, at understøtte udviklingspotentialet og fastholde efterspørgslen på bosætning i landsbyen.
Kattrup er samtidig udfordret af, at der ikke er udlagt tilstrækkelige byggemuligheder til at understøtte en fremtidig positiv befolkningsudvikling. Det er dog vanskeligt at udvide Kattrup, uden at det påvirker landsbyens overordnede struktur.
For at understøtte målsætningen skal der, i stedet for udvidelse af landsbyen, være et større fokus på, at finde muligheder indenfor den eksisterende afgrænsning og omdannelse af eksisterende bygningsmasse til f.eks. flere boligenheder.
Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.
Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.
Sårbarhed
Den gamle del af Kattrup er strukturelt og arkitektonisk sårbar over for ændringer, hvorfor det fortsat er vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Det gælder dog for hele landsbyen, at nyt byggeri generelt skal tilpasses landsbyen i form og skala.
Hertil ligger den vestlige del af landsbyen i konsekvenszone for et nærtliggende husdyrbrug, som kan påvirke de fremtidige udviklingsmuligheder.
Billedet viser 'provstegården' i Kattrup.
Udpegninger i landsbyen
Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.
- Landsbyafgrænsning
Da det er strukturelt vanskeligt at udvide landsbyen, sker der ikke udvidelse af landsbyafgrænsning til byggemuligheder. - Udsigtskiler
Der udpeges udsigtskiler i den sydlige del landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur. - Rekreative områder
Der er udpeget to rekreative områder i Kattrup. Et i forbindelse med en sø i den nordvestlige del af landsbyen og et i forbindelse med den tidligere Kattrup skoles boldbaner. - Byggemuligheder
Der udpeges fire byggemulighed i Kattrup, som alle er placeret som huludfyldning. - Omdannelsesmuligheder
Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.
Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.