Landsbyen
Åstruplund er lokaliseret i et relativt fladt landbrugslandskab ved foden af bakkeskråning mod sydvest. Mod nord strækker lavbundsarealer sig parallelt med landsbyen.
Landsbyen Åstruplund har fået navn efter andelsmejeriet Aastruplund, der blev opført 1888 (nu nedrevet). Inden andelsmejeriet blev opført, var der ingen bygninger på stedet. Nord for Åstruplund ligger de gamle landsbyer Over og Neder Åstrup. Nu bare samlinger af gårde og huse.
Åstruplund er umiddelbart opstået som en vejby, hvor bebyggelsen er placeret som perler på en snor langs vejen. Der bygges kun langs vejen, hvorfor Åstruplund oprindeligt havde en lang og smal struktur. I 1970’erne udvikler landsbyen sig længere mod syd, hvor der findes knopskydninger af parcelhusenklaver. Der er samtidig sket huludfyldninger og udskiftninger i bebyggelsen, som ikke har haft karakter af landsbybyggeskik.
Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Landbrugsprægede Gudenådal, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved jævnt skrånende dalsider med marker, landsbyer og gårde, der indrammer en bred dalbund.
Det anbefales i landskabsanalysen, at der ikke sker byvækst inden for området. Ved omdannelse af landsbyer eller deres bygningsmasse, er det væsentligt, at byggeri eller landsbyranden ikke optræder markant i landskabet.
Kortet viser landsbyens placering i kommunen.
Billedet viser et vejforløb i Åstruplund.
Demografi og udviklingspotentiale
Åstruplund er en landsby med 39 boligenheder og et indbyggertal på 77. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Nim som ligger ca. 3,7 km væk.
Indbyggertallet i Åstruplund er stort set stagneret i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes en mere generel national tendens, til at flytter tættere på de private- og offentlige servicetilbud, som ofte findes i lokalcenterbyerne eller hovedbyerne.
Åstruplund er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand, da det forudsætter et indbyggertal på over 200. Der er ikke opført nye boliger i Åstruplund de sidste 12 år til trods for, at der findes muligheder indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.
Fakta
Navn | Åstruplund |
Boligenheder | 39 |
Befolkningstal | 77 |
Befolkningsudvikling 2011-2022 | -6,5% |
Nærmest lokal-/centerby | Nim |
Afstand til servicefunktioner | ca. 3,7 km. |
Data baserer sig på tal fra november 2022.
Billedet viser en virksomhed i Åstruplund.
Billedet viser den gamle brugsforening i Åstruplund.
Planlægningsmæssige hensyn
Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.
- Der findes tre mindre virksomheder i landsbyen, og det kan ikke udelukkes, at der forekommer miljøgener i form af f.eks. støj eller støv fra virksomhederne. De aktuelle forhold skal undersøges nærmere, før der etableres boliger nær virksomhederne. Nye boliger må ikke begrænse virksomhederne.
- Der er naturbeskyttelseslinje i den nordlige del af landsbyen, samt langs den nordøstlige afgrænsning.
- Hele landsbyen ligger i et større sammenhængende landskab med særlige udsigter.
- I den nordlige del af landsbyen er der et område i risiko for oversvømmelser fra nedbør.
- Den nordvestlige del af landsbyen er beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresse (OSD).
- Der ligger et større husdyrbrug tæt på landsbyen. I forbindelse med udlægning af nye boliger skal det undersøges, om boligerne kan medføre en begrænsning på husdyrbru- genes eventuelle udvidelsesmuligheder. Er dette tilfældet kan boligerne ikke opføres før der er gjort afværgetiltag.
Kvaliteter
Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:
- Kig til Yding og Nim.
- Gode gåruter ud og ind af byen f.eks. ned til Gudenåen 1 km fra centrum.
- Bækken der løber gennem landsbyen.
Strategi og målsætning
Åstruplund er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal understøttes. For disse landsbyer vurderes, der at være et lille potentiale for vækst, hvorfor landsbyafgræsningen udvides i et beskedent omfang.
Landsbyer som skal understøttes, er karakteriseret ved at udviklingspotentialet er beskedent, da ændringer i indbyggertallene og efterspørgsel på nye boliger er minimale. Landsbyerne har hertil et indbyggertal, som gør det vanskelig at tiltrække butikker og andre servicetilbud, men fortsat muligt at fastholde eller skabe et aktivt lokalsamfund.
Åstruplund vurderes at have et mindre udviklingspotentiale, på baggrund af landsbyens størrelse og indbyggertal. Samtidig er der ikke tidligere, udlagt tilstrækkeligt med byggemuligheder til at understøtte efterspørgslen på bosætning. Det er derfor den overordnede målsætning, at understøtte udviklingspotentialet og fastholde efterspørgslen på bosætning i landsbyen.
For at understøtte målsætningen udvides landsbyafgrænsningen. Det er Horsens kommunes vurdering, at landsbyafgrænsningen i det konkrete tilfælde kan udvides, samtidig med, at den overordnede struktur i landsbyen bevares.
Åstruplund er hertil udfordret af, at der ikke er udlagt tilstrækkeligt med fællesområder, som kan skabe et stærkt lokalsamfund og dermed bidrage til en fremtidig positiv befolkningsudvikling. Der friholdes derfor areal til rekreative formål indenfor landsbyafgrænsningen.
Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.
Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.
Sårbarhed
Åstruplund er mindre strukturelt sårbar over for ændringer. Det er fortsat vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Nyt byggeri skal tilpasses landsbyen i form og skala.
I og omkring Åstruplund er der væsentlige natur- og landskabsmæssige interesser og planmæssige hensyn, som påvirker fremtidige muligheder for udvikling og opførelse af nyt byggeri.
Samtidig findes der et større husdyrbrug i nærheden af landsbyen og tre mindre virksomheder, som kan påvirke fremtidige udviklingsmuligheder.
Billedet viser en gårdlænge, som er omdannet til bolig i Åstruplund.
Udpegninger i landsbyen
Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyer og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.
- Landsbyafgrænsning
Der findes ikke tilstrækkeligt med byggemuligheder indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012, hvorfor landsbyen udvides i beskedent omfang. - Udsigtskiler
Der udpeges udsigtskiler i den sydøstlige del af landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur. - Rekreative områder
Der er udpeget et rekreativt område i den sydvestlige del af landsbyen, som i fremtiden kan understøtte lokalsamfundet ved indretning til fælles formål. - Byggemuligheder
Der udpeges to byggemuligheder i Åstruplund, som begge ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen, og i direkte tilknytning til eksisterende vejnet. Udpegningerne vil potentielt kunne ændre ankomsten til Åstruplund visuelt, da de sker som afrunding af landsbyen.
- Omdannelsesmuligheder
Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.
Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring, og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.