Forord

Horsens Kommune vokser fortsat. Det er en positiv udvikling for kommunen, kommunens borgere og virksomheder. Udviklingen og byvæksten er centreret omkring de større byer i kommunen, hvor der netop er udlagt store arealer til nye bolig-og erhvervsområder.

Horsens Byråd ønsker samtidig at sikre, at kommunens landsbyer fortsat er attraktive bosætningssteder. Det skal være muligt, at leve det gode liv i landsbyerne på lige vilkår med kommunens store byer.

Derfor igangsatte Byrådet i Budgetaftale 2022 udarbejdelse af et tematillæg for landsbyerne. Tematillægget skal give et bud på, hvordan landsbyerne kan udvikles i fremtiden, så det fortsat er muligt, at tiltrække nye borgere, både gennem kvalitetsudvikling af den eksisterende bygningsmasse, og ved etablering af nye boliger. Der skal være respekt for lokale forhold og traditioner, og der skal ske borgerinddragelse i forhold til udviklingen af oplandet.

Samtidig skal vi passe på de mange værdier, vi har: naturområder, landskaber, landområder og bysamfund med hver deres kvaliteter og identiteter.

Det er en balancegang, at finde plads til det hele. Det kræver omtanke i den måde, vi planlægger på. En del udvikling kan ske ved, at vi sikrer mulighed for omdannelse i den eksisterende bygningsmasse. Men vi er også nødt til at pege på helt nye muligheder. Målet er at udvikle en kommune, hvor det er attraktivt at bo, at arbejde, at studere, at rekreere og udfolde sig i. Samlet set en god kommune at leve i. Alt dette er en del af grundlaget i Kommuneplan 2021-2033.

I Tematillægget for Landsbyerne til kommuneplanen fortsætter vi linjen fra Kommuneplan 2021-2033. Den overordnede planlægning skal være langsigtet og helhedsorienteret – og den skal ske på et bæredygtigt grundlag. Med stigende krav til klimatilpasning og sikring af biodiversitet – og det samme størrelse areal at planlægge for – er det vigtigt, at vi ikke kun planlægger for nutiden, men også for fremtidens generationer.

Det er med kommuneplanen, vi lægger de overordnede linjer for fremtidens udvikling af Horsens Kommune. Vi håber, at rigtig mange vil læse med i Tematillægget for Landsbyerne til Kommuneplan 2021-33.

Rigtig god læselyst!

Horsens Byråd, maj 2024

Billedet viser branddammen i Assendrup.