I dette afsnit beskrives det, hvordan man samlet set kan tilpasse potentielt fremtidige boliger til landsbyens skala, arkitektur, gaderum, kulturhistoriske bevaringsværdier og lignende, ved fokus på tre simple formgivningsgreb - Placering, Form og Skala.
Ifølge Oplandsudvalgets arbejdsgrundlag 2022 ønsker man, at udviklingen i landsbyerne ”skal ske med øje og respekt for de kulturhistoriske, arkitektoniske og landskabsmæssige værdier omkring”, og det er Horsens Kommunes overordnede mål at sikre, at landdistrikternes og landsbyernes særlige karakteristika fastholdes.
Det har derfor været vigtigt, at få afdækket og registreret de enkelte landsbyers sårbarhed overfor ændringer i struktur og arkitektur. I forbindelse med besigtigelse af alle landsbyer er det tydeligt, at landsbyerne i Horsens kommune har gennemgået en løbende transformation, hvilket betyder, at de kan fremstå med en forskelligartet arkitektur. Det er dog fortsat tydeligt, alt landsbyerne har en helt særlig struktur, som er karakteristisk for landsbybyggeri og som ikke findes i de tætbefolkede byer.
For at sikre, at landsbyerne fortsat udgør et helt unikt og særligt bosætningstilbud i Horsens Kommune, er det essentielt at sikre bevaring af den overordnede placering, form og skala i de enkelte landsbyer.
Med de tre greb sikres det, at landsbyerne beholder sine særlige karakteristika - uden nødvendigvis at skulle sætte detaljerede krav om sprossede vinduer, gesimser eller bindingsværk. Til venstre kan du se, en kort beskrivelse af, hvad de tre greb kan og får af betydning for evt. fremtidige byggeprojekter.
Billede fra Studielandsbyen i Aarhus.
Placering
Der kan som udgangspunkt kun meddeles bygge- og landzonetilladelse til nyt byggeri, der placeres som huludfyldninger eller som afrundinger af en landsby og bygninger skal placeres vinkelret- eller parallelt med vejen.
Husene er som hovedregel placeret på grundene, så de ligger parallelt med og tæt på ”hovedgaden” i landsbyen.
Indgangsfacaden er således orienteret mod ”livet i landsby-gaden” til den ene side og havefacaden mod det åbne landskab med marker, skov og natur til den anden.
Illustration af bygningers placering langs veje og gadekær.
Form
Der kan som udgangspunkt kun meddeles bygge- og landzonetilladelse til nye fritliggende enfamiliehuse, hvor bygningerne imiterer den eksisterende bebyggelse i sin form.
Rækkehuse, dobbelthuse mv. kan, som udgangspunkt, kun etableres i tiloversblevne bygninger.
Den eksisterende bebyggelse er som udgangspunkt opført som klassiske længehuse, uden store fremspring og med saddeltag og udnyttet tagetage. Garager, carporte, udhuse og lign. er opført som selvstændige bygninger og bør ikke integreres med hovedhuset.
Illustration af bygningers formgivning i landsbyerne.
Skala
Der kan som udgangspunkt kun meddeles bygge- og landzonetilladelse til byggeri i samme skala, som den eksisterende bebyggelse i landsbyerne. Det betyder f.eks., at vindueshuller, døre, facadehøjder, mv. skal have samme proportioner, rytme og en målestok, som den eksisterende klassiske landsby bebyggelse. Boligerne i landsbyerne er hovedsageligt enfamiliehuse, hvor højden ikke overstiger 8,5 meter. Hertil er det bebyggede areal beskedent, da tagetagen ofte er udnyttet. Garager, Carporte, udhuse og lign. er både i omfang og højde mindre end hovedhuset og har, ofte en lavere taghældning.
Illustration af skala i byerne(til venstre) vs. skala i landsbyerne(til højre).