4.2. Værdifulde kulturmiljøer
Redegørelse
Ved vedtagelse af Tematillæg for Byudvikling udpeges et nyt værdifuldt kulturmiljø for Nebel.
Retningslinjerne og målene for værdifulde kulturmiljøer i Kommuneplan 2021-2033 er fortsat gældende. Du kan se retningslinjerne for de værdifulde kulturmiljøer her.
Billedet viser Nebels overgang til landskabet set fra øst.
Kortet viser udpegningen af værdifulde kulturmiljøer.
Redegørelse for udpegning af kulturmiljø i Nebel
Udpegning af Nebel som værdifuldt kulturmiljø
Horsens Kommune har påbegyndt arbejdet med at revurdere kommunens værdifulde kulturmiljøer og udpege nye. Ved udpegningen af kulturmiljøerne lægges der vægt på synligheden i samspillet mellem landskab, bebyggelse og menneskers udnyttelse heraf. I forbindelse med arealudlægget Nørrestrand, udpeges Nebel til et værdifuldt kulturmiljø.
Det er politisk besluttet, at der skal udarbejdes en bevarende lokalplan for Nebel.
Der findes i Nebel flere lignende gårdmiljøer med udpegede bygninger, der har enten høj (SAVE 3) eller middel (SAVE 4-6) bevaringsværdi.
Nebel udpeges som et værdifuldt kulturmiljø i tematillægget, da landsbyen fremstår strukturelt velbevaret. Der er ikke sket en større udvidelse af landsbyen siden udskiftningen, hvorfor kulturmiljøet fremstår velafgrænset. Selvom enkelte bygninger i landsbyen adskiller sig arkitektonisk fra de oprindelige hovedgårdstrukturer og den klassiske landsbybyggeskik, så er det samlede bebyggelsesmønster, vejstruktur og ankomst velbevaret. Samtidig ses kapellet, kirkegården og stendiger, ved den sydlige ankomst til landsbyen at skabe et historisk knudepunkt i midten af landsbyen, som udgør en væsentlig fortællerværdi for egnen.
Rammeudlægget for Nebel er beskrevet nærmere under arealudlægget Nørrestrand.
Udpegningen af Nebel landsby, som værdifuldt kulturmiljø er foretaget på baggrund af KulturMiljø-Metoden, Udgivet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, Esbjerg Kommune og Sydvestjyske Museer, 2018.
Billedet viser Nebels overgang til landskabet set fra vest.
Kulturmiljøets fortællerværdi
Nebel landsby er placeret på et større sammenhængende plateau og er en lille velbevaret vejfortelandsby. Nebel nævnes første gang i 1407 som Nøbbelle, dvs. ny gård eller nyt jordstykke. Centralt lå en romansk frådstenskirke. I 1688-matriklen er registeret 11 gårde og et hus med jord i ejerlavet. Ved udskiftningen i 1782 blev alle gårde, på nær en, liggende på deres oprindelige placering. Samtidig udflyttes to huse med jord. Disse husmandssteder er anlagt på de dårligere jorder i ejerlavets nordligste kant og ses fortsat som en naturlig del af landsbybilledet. Udskiftningsstrukturen er for hovedparten en klassik stjerneudskiftning. I forbindelse med udskiftningen blev der ned mod fjorden, etableret en række fælles ejede matrikler, hvor landsbyen kunne grave tørv. Her er der kun sket meget få ændringer siden udskiftningen. Veje, hegn, skel og diger vidner derfor om tiden omkring udskiftningen.
Kapellet, kirkegården, 2 hovedgårde, stendigerne samt flere enkeltstående bebyggelser fra før udskiftningen, er fortsat synlige. De nævnte bebyggelser og anlæg samler byen, så man fortsat fornemmer historien. Byens spredte træbeplantning, blandt andet i form af store solitære træer, understreger samtidigt det snoede gadeforløb og det kuperede landsbylandskab. Flere steder opleves træernes krone som et tag der ”beskytter” og afgrænser byen markant mod det åbne land og slører eller begrænser indkigget til selve byen.
Fra de fleste positioner i Nebel er udkiggene mod de kuperede landskaber, der støder op mod landsbyen, næsten ubegrænsede.
Nebel er afgrænset af åbent land. De tilbageblevne store gårdes landbrugsjorder og andre landbrugsjorder støder helt op til henholdsvis vejforløbene gennem landsbyen og landsbyens øvrige bebyggelse. Mod nord, øst og vest hæver det opdyrkede landskab sig markant i et varieret og kuperet terræn. Mod syd falder landskabet ligeledes markant mod Nørrestrand, som er et stort engsøområde med direkte sammenhæng til Horsens Fjord. Fra engsøerne hæver landskabet sig igen mod syd og de østligste og nordligste dele af henholdsvis Stensballe og Horsens ses tydeligt.
Anbefalinger til fremtiden
For at sikre Nebel som værdifuldt kulturmiljø, er der igangsat udarbejdelse af en bevarende lokalplan. Lokalplanen skal sikre de bevaringsværdige bygninger, diger, mv. mod drastiske forandringer, så landsbyens karakteristiske bebyggelse og struktur fortsat fremstår velbevaret. I forbindelse med et Tematillæg for Byudvikling til kommuneplan 2021-33, udlægges en kommuneplanramme for Nebel landsby og en rekreativramme, som omgrænser Nebel - dog med undtagelse af den sydlige del, som er beskyttet af en landskabsfredning fra 1983. Den rekreative ramme skal danne en bufferzone mellem Nebel landsby og kommuneplanrammerne til boligformål ved Nørrestrand, så landsbymiljø ikke opsluges af bymæssige bebyggelse. Både Nebel landsby og den tilstødende rekreative ramme skal forblive i landzone.
Udpegning af værdifuldt kulturmiljø.
Kort over registrerede bevaringsværdige bygninger i Nebel.
Ovenstående ses "Original 1-kort" over Nebel. Kortet er den ældste version af Udskiftningskortene, som var grundlag for de efterfølgende matrikelkort.
Bebyggelsen markeret med blå viser de tidligste optegnede bebyggelsesstrukturer, som fortsat er synlige i dag.