Redegørelse
Arealet ligger i den østlige del af Gedved i forbindelse med eksisterende boligområde, som allerede er fuldt udbygget.
Arealet har en størrelse på 17 ha og udlægges til boligformål. Rummeligheden for arealet er beregnet til 170 boliger – 70 åben-lav og 100 tæt-lav boliger ved 70% åben-lav og 30% tæt-lav.
Arealet har været udlagt som perspektivområde i kommuneplan 2021-33 og fremgik ligeledes af både planstrategi 2019 og 2023.
Det vurderes, at udlægget er i overensstemmelse med hovedstrukturbilledet og fremstår som en naturlig afrunding af den østlige del af Gedved.
I Horsens Kommunes landskabsanalyse fremgår det, at byudvikling, som udgangspunkt, bør begrænses til delområdet Gedved-Egebjerg bylandskab, hvis landskabskarakteren skal opretholdes.
Vejene som omgrænser arealet skal opgraderes for at kunne afvikle en stadig større mængde boligtrafik. Det er smalle veje, som hverken har faciliteter til sidevejstrafik, krydsningsmuligheder eller sideanlæg til at færdes langs vejen. Der skal derfor reserveres areal, så vejene kan sideudvides og tilføjes faciliteter for de lette trafikanter.
Det er vigtigt, at der etableres stier i området, der kobler sig på omkringliggende stier og som skaber forbindelse og direkte adgang til Gedved, skolen, hallen mv.
Foruden arealreservation til udvidelse af veje og stier, skal det i forbindelse med detailplanlægningen undersøges, om der er behov for yderligere arealreservationer i Gedved, så der skabes et tilstrækkeligt, trafiksikkert og tidssvarende vej- og stinet, der følger med udviklingen i Gedved.
Der ligger et beskyttet sten- og jorddige på tværs af den sydlige del af arealet. Diget skal bevares. Herudover er der en åbeskyttelseslinje i den sydøstlige del af området. Der må ikke foretages fysiske ændringer af arealer inden for åbeskyttelesslinjen.
Byranden skal bearbejdes med beplantning, så byen møder landskabet med en delvis grøn karakter.
Luftfoto af arealudlægget Gedved Øst.
Ramme til boligformål 33BO11
Generel anvendelse | Boligområde |
Specifik anvendelse | Åben-lav boligbebyggelse, tæt-lav boligbebyggelse |
Fremtidig zonestatus | Byzone |
Max. bebyggelsesprocent for område (%) | 30% for den enkelte ejendom |
Max. antal etager | 2 |
Max. højde (m) | 8,5 |
Min. tilladte miljøklasse | 1 |
Max. tilladte miljøklasse | 2 |
Udstykningsforbud | Udstykning er tilladt inden for rammeområdet |
Billede af ny ramme til boligformål i den østlige del af Gedved.
Generelle anvendelsesbestemmelser:
Områdets anvendelse fastlægges til boligformål. Inden for rammen kan der etableres åben-lav boligbebyggelse som fremherskende typologi, men der er også mulighed for enkelte tæt-lav boliger. Fordelingen mellem åben-lav og tæt-lav bebyggelse fastsættes til maks. 30 % tæt-lav. Inden for området kan der også etableres nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning.
Bebyggelsens omfang og udformning:
Miljøforhold:
Det skal vurderes, om der er behov for afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse, når der lokalplanlægges for byudvikling, særlige tekniske anlæg eller ændret anvendelse mv. inden for rammen. Herudover skal der udvises forsigtighed og tages hensyn til beskyttelse af grundvandet i forbindelse med den fysiske indretning af området.
Uddybende beskrivelse af infrastruktur:
Ved lokalplanlægning bør en tilpasning af Lykkebjergvej og Skovvej iværksættes, så vejenes brug tilpasses udviklingen. Herunder en passende kørebanebredde og faciliteter for de lette trafikanter. Herudover skal det sikres, at der etableres sammenhængende stiforbindelser til og fra området, der har direkte adgang til Gedved, skolen, hallen mv.
Der skal herudover reserveres plads til etablering af regnvandsbassiner til rensning og forsinkelse af hverdagsregn, før det udledes til recipient eller tilsluttes eksisterende kloak.
Øvrige forhold:
Ved lokalplanlægning for området skal der tages hensyn til beskyttet dige i den sydlige del af arealet. Herudover er der en åbeskyttelseslinje i den sydøstlige del af området. Der må ikke foretages fysiske ændringer af arealer inden for åbeskyttelseslinjen.
Byranden skal bearbejdes med beplantning, så byen møder landskabet med en delvis grøn karakter.
Forhold til anden planlægning
Landsplanlægning
Ved kommuneplanlægning påser staten, at planlægningen ikke er i strid med væsentlige nationale interesser vedr. vækst og erhvervsudvikling, natur og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse samt hensyn til nationale og regionale anlæg. Du kan se redegørelse for, at arealudlægget er i overensstemmelse hermed nedenfor.
Natura 2000 og Bilag IV-arter
Området ligger ikke i eller nær Natura 2000 områder. Det ansøgte udgøres af agerlandsjord under omdrift og udgør ikke potentielle yngle- og rasteområder for bilag IV arter.
Ved eventuel nedrivning af bygninger og fældning af træer, skal det konkret undersøges, om bygninger og træer udgør potentielle yngle- og rasteområder for arter af flagermus.
Spildevandplan
Arealudlægget er ikke omfattet af Horsens Kommunes gældende Spildevandsplan. Før byggemodning skal der udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen, der beskriver kloakeringsprincippet for området samt placering af regnvandsbassiner. Der skal afsættes plads og etableres regnvandsbassin/-er inden for området, hvis det ikke er muligt at håndtere regnvandet på anden vis. Udledning kan ske til Tolstrup Å.
Separatkloakeres området, skal regnvand renses og forsinkes til naturlig afstrømning før det udledes til recipient. Bygherre skal afsætte areal til regnvandsbassin. Eksisterende udløbsledning fra området til recipient er muligvis for lille, hvorfor dette skal undersøges nærmere. Det forventes at kunne afhjælpes.
Ønskes projektområdet spildevandskloakeret med privat håndtering af regnvand, skal nedsivningsevnen i området undersøges, før der udarbejdes tillæg til spildevandsplanen, så man med sikkerhed ved, at regnvandet kan håndteres inden for projektområdet.
Beskyttet sten- og jorddige
Der ligger et beskyttet sten- og jorddige på tværs af den sydlige del af arealet. Der skal i anvendelsen af arealet tages hensyn til diget, da dette skal bevares.
Åbeskyttelseslinje
Der er åbeskyttelseslinje i den sydøstlige del af området. Der må ikke foretages fysiske ændringer af arealer inden for åbeskyttelesslinjen.
Skovbyggelinje
Der er en skovbyggelinje på den sydøstlige del af arealet. Ved lokalplanlægning skal Miljøstyrelsen forespørges, om de kan give en sindet-skrivelse på, at ville reducere skovbyggelinjen i hele lokalplanområdet. Alternativ skal der opnås dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 17 for bebyggelse i første række ud mod skoven.
Museum
Horsens Museum har foretaget en overordnet screening af arealet. En egentlig arkivalsk kontrol udføres i forbindelse med eventuel videre planlægning. Byudviklingsområderne er ikke screenet for fredede og bevaringsværdige bygninger. Denne foretages i forbindelse med eventuel videre planlægning.
På arealet er registreret kendte fortidsminder: Tre overpløjede gravhøje (SB 7, 11, 12).
Horsens Museums vurdering er, at der ved anlægsarbejde inden for lokalplanområdet er risiko for at påtræffe jordfaste fortidsminder og anbefaler, at der forud for anlægsarbejder foretages arkæologiske forundersøgelser efter museumslovens §§ 25-27 for at afklare, om der befinder sig skjulte fortidsminder på stedet.
Museumsloven er gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der under jordarbejde fund af historisk karakter, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og Horsens Museum underrettes, jf. museumsloven § 27, stk. 2.
Læs mere om museumsloven på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside www.slks.dk
Landskabsanalyse
I Landskabsanalyse, udarbejdet af Horsens Kommune, er arealet beliggende inden for Gedved bakkelandskab.
Her anbefales det, at landskabskarakteren opretholdes ved en fortsat landbrugsmæssig udnyttelse af landskabet, hvor marker i middel til stor skala afgrænses af en spredt bevoksning og gårde. Det giver, i samspil med det storbakkede terræn, landskabet en transparent karakter, hvor udsigter på tværs af landskabet i nogen grad begrænses af terræn og bevoksning, mens der andre steder er vide udsigter.
Inden for dette landskabsområde vurderes det kun muligt at lave byvækst, inden for det afgrænsede delområde Gedved-Egebjerg bylandskab uden at påvirke landskabskarakteren. I den øvrige del af landskabsområdet vurderes landskabskarakteren sårbar over for byvækst, da byvækst vil bryde bebyggelsesstrukturen.
Arealudlægget er placeret i tæt tilknytning til eksisterende by og omsluttes af Skovvej og Lykkebjergvej, hvorfor det fremstår som en naturlig del og afrunding af Gedved.
Forhold til kommuneplan 2021-33
Hovedstruktur
Arealudlægget er i overensstemmelse med hovedstrukturen i Kommuneplan 2021-33, da det ligger inden for bymønsteret. Udlægget ligger i tilknytning til eksisterende byzone, og er sammenkoblet med byen mod øst ved Præsehøj og Frydenslund. Arealet fremstår som en naturlig og visuelt velfungerende afrunding af Gedved by.
Redegørelse for behov
Rummeligheden i Gedved, i gældende kommuneplan, er i april 2022 opgjort til 199 boliger – 69 åben-lav og 132 tæt-lav boliger.
Med en fordeling på 70% åben-lav og 30% tæt-lav, er der en rummelighed på 170 boliger inden for arealet.
Der er i perioden 2010 til 2022 opført 149 boliger i Gedved by, og befolkningen er fra 2010 til 2022 vokset fra 1931 borgere til 2332 borgere. Det svarer til en befolkningstilvækst på 20,7% på 12 år.
Der er stadig en forholdsvis stor rummelighed inden for gældende kommuneplan og lokalplaner for Gedved.
Arealudlægget er dog velegnet til boligformål og er placeret inden for bymønstret. Selvom restrummeligheden i Gedved er stor, er der fortsat behov for nye boligområder i Horsens Kommunen samlet set. Der er ikke plads til, at væksten i fremtiden kun sker i og omkring Horsens by, hvorfor der er fokus på at udvikle lokalcenterbyerne, hvor der allerede er investeret i offentlige servicefunktioner og infrastruktur.
Se den samlede redegørelse for behov under retningslinjer for byvækst.
Dagtilbud og skole
Af befolkningsprognose fremgår det, at der inden for nærmeste fremtiden vil komme kapacitetsudfordringer vedrørende udbud af dagtilbud. Behovet vurderes, at kunne dækkes mest effektivt ved udvidelse af eksisterende rammer til offentlige formål i Gedved.
Retningslinjer
Arealudlægget er i overensstemmelse med retningslinjerne i Kommuneplan 2021-33. Se nedenstående redegørelse:
2.1 OVERORDNET TRAFIK
Byudvikling skal tilgodese den eksisterende infrastruktur, så udviklingen sker på lokaliteter, hvor der er ledig kapacitet i kryds og vejnettet i øvrigt. Ellers tænkes byudviklingen sammen med nye investeringer i den overordnede infrastruktur.
De veje som omgrænser arealer (Lykkebjergvej og Skovvej) er ikke bygget til at afvikle en stadig større mængde boligtrafik. Det er smalle veje, som hverken har faciliteter til sidevejstrafik, krydsningsmuligheder eller sideanlæg til at færdes langs vejen. Der skal derfor reserveres areal, så vejene kan sideudvides og tilføjes faciliteter for de lette trafikanter.
Området forventes at kunne rumme op mod 170 boliger. Opregnet med turraterne, giver det ca. 830 kørsler pr døgn.
Denne trafikmængde vil skulle afvikles af enten Skovvej eller Lykkebjergvej eller de to i kombination. Herfra fordeler trafikken sig til Egebjergvej gennem Gedved. På Egebjergvej gennem Gedved er der talt en trafikmængde på omkring 5.000 køretøjer på hverdagsdøgn. En forøgelse med 590 kørsler vil være væsentlig og vil belaste vejene i rute frem mod det omkringliggende vejnet. Mertrafikken vil påvirke afviklingen i krydset Egebjergvej/Kirkevej, hvor der er ringe oversigt og begrænsede udbygningsmuligheder.
Forholdene for disse veje bør derfor tilpasses de nye trafikmængder for udviklingen generelt i Gedved – herunder også et sammenhængende stinet.
Det er vigtigt, at der etableres stier i området, der kobler sig på omkringliggende stier og som skaber forbindelse og direkte adgang til Gedved, skolen, hallen mv.
Foruden arealreservation til udvidelse af veje og stier, skal det i forbindelse med detailplanlægningen undersøges, om der er behov for yderligere arealreservationer i Gedved, så der skabes et tilstrækkeligt, trafiksikkert og tidssvarende vej- og stinet, der følger med udviklingen i Gedved.
Arealet kan kobles på enten Skovvej eller Lykkebjergvej. Uanset placering af arealets kobling til vejnettet, bør en tilpasning af Lykkebjergvej og Skovvej iværksættes, så vejens brug tilpasses udviklingen. Herunder en passende kørebanebredde og faciliteter for de lette trafikanter.
3.6 STØRRE GEOLOGISK RAMMEOMRÅDE
Hele arealet ligger inden for det større geologiske rammeområde Det Midtjyske Søhøjland. Inden for rammeområderne skal landskabshensyn tillægges stor vægt. Byggeri og anlæg skal derfor placeres og udformes under hensyntagen til landskabets geologiske kvaliteter. Det skal ved lokalplanlægning sikres, at de geologiske landskabsformer, deres indbyrdes overgange og landskabelige sammenhænge, ikke forringes. Derved vil områderne beholde deres værdi for den landskabsgeologiske formidling og forskning.
4.5. FORTIDSMINDER OG KULTURARVSAREALER
Der ligger et beskyttet dige i den sydlige afgrænsning af arealet. Diget skal beskyttes.
7.1. SÆRLIGT VÆRDIFULDE LANDBRUGSOMRÅDER
Arealet ligger i særligt værdifuldt landbrugsområde. Inden for de særligt værdifulde landbrugsområder skal der vises tilbageholdenhed med at inddrage arealer til ikke jordbrugsmæssige formål som f.eks. byudvikling og tekniske anlæg.
Udpegningen reduceres ved inddragelse af arealet til byvækst. Se redegørelse og ændringer her.
8.1. KLIMATILPASNING
Det er en national interesse, at kommune- og lokalplaner hænger sammen med risikostyringsplanerne, som er udarbejdet med henblik på at nedbringe de potentielle negative følger af oversvømmelser for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter og/eller nedbringelse af sandsynligheden for oversvømmelse.
To mindre dele af arealet er kortlagt med risiko for oversvømmelse. Ved ændret arealanvendelse, bygge- og anlægsarbejder herunder terrænregulering i oversvømmelsestruede områder skal bygherre redegøre for, hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt og at oversvømmelsesrisikoen ikke forøges eller medfører oversvømmelse andre steder. I forbindelse med lokalplanlægning skal der redegøres for grundvandsforhold samt håndtering af hverdagsregn og ekstrem regn ved udarbejdelse af en vandhåndteringsplan.
Området udgør en stor andel af et 20 ha stort skybrudsopland som afvander i retning af Skovvej og Lykkebjergvej. Det skal belyses om dette kan give særlig udfordringer, og om der evt. skal reserveres plads til forsinkelse af ekstremregn/afhjælpende klimatilpasingsforanstaltninger.
Mindre brutto lavningsvolumen skal erstattes i forbindelse med udvikling af området. Der kan blive stillet krav til yderligere afværgeforanstaltninger i forbindelse med udarbejdelse af vandhåndteringsplan.
Såfremt udvikling af området i øvrigt sker under hensyntagen til hovedstrømningslinjer, vurderes der ikke at være væsentlig risiko for oversvømmelse.
8.5 GRUNDVAND
Arealet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser samt inden for et område hvor grundvandsressourcen vurderes som sårbar, på grund af et begrænset lerdække over magasinet. Da arealet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser, er der udarbejdet en grundvandsredegørelse.
Det er her samlet vurderet, at udlægget kan ske med en lav risiko for påvirkning af grundvandsressourcen i området. Det forudsættes, at der ved lokalplanlægning udvise forsigtighed samt tages hensyn til beskyttelse af grundvandet i forbindelse med den fysiske indretning af området.
Se hele grundvandsredegørelsen her.
Opmærksomhedspunkter til detailplanlægning
Arealudlægget er jf. ovenstående redegørelse i overensstemmelse med landsplanlægningen og de statslige interesser, herunder regler om detailhandel, landskabshensyn og klimatilpasning, når der ved lokalplanlægning tages højde for nedenstående opmærksomhedspunkter:
- I Planlægningen skal der være særlig fokus på materialer og farver ved ny bebyggelse.
- Byranden bør generelt bearbejdes med beplantning, så byen møder landskabet med en delvis grøn karakter.
- Mindre brutto lavningsvolumen skal erstattes i forbindelse med udvikling af området. Der kan blive stillet krav til yderligere afværgeforanstaltninger i forbindelse med udarbejdelse af vandhåndteringsplan. Såfremt udvikling af området i øvrigt sker under hensyntagen til hovedstrømningslinjer vurderes der ikke at være væsentlig risiko for oversvømmelse.
- I forbindelse med evt. lokalplanlægning skal der redegøres for grundvandsforhold samt håndtering af hverdagsregn og ekstrem regn ved udarbejdelse af en vandhåndteringsplan.
- Det skal belyses om dette kan give særlig udfordringer, og om der evt. skal reserveres plads til forsinkelse af ekstremregn/afhjælpende klimatilpasingsforanstaltninger.
- Før området kan bebygges skal området optages i spildevandsplanen ved et tillæg hertil, der fastsætter hvordan området skal kloakeres.
- Der skal afsættes plads og etableres regnvandsbassin/-er inden for området, hvis det ikke er muligt at håndtere regnvandet på anden vis. Udledning kan ske til Tolstrup Å.
- Ved lokalplanlægning skal der udvises forsigtighed og tages hensyn til beskyttelse af grundvandet i forbindelse med den fysiske indretning af området.
- De veje som omgrænser arealer (Lykkebjergvej og Skovvej) er ikke bygget til at afvikle en stadig større mængde boligtrafik. Der skal derfor reserveres areal, så vejene kan sideudvides og tilføjes faciliteter for de lette trafikanter.
- Der skal etableres stier i området, der kobler sig på omkringliggende stier og som skaber forbindelse og direkte adgang til Gedved, skolen, hallen mv.
- På arealet er registreret kendte fortidsminder: Tre overpløjede gravhøje (SB 7, 11, 12). Horsens Museums vurdering er, at der ved anlægsarbejde inden for lokalplanområdet er risiko for at påtræffe jordfaste fortidsminder og anbefaler, at der forud for anlægsarbejder foretages arkæologiske forundersøgelser efter museumslovens §§ 25-27 for at afklare, om der befinder sig skjulte fortidsminder på stedet.
- Der er åbeskyttelseslinje i den sydøstlige del af området, som skal friholdes fra fremtidig byggeri og anlæg.
- Der er en skovbyggelinje på størstedelen af arealet. Ved lokalplanlægning skal Miljøstyrelsen forespørges, om de kan give en sindet-skrivelse på, at ville reducere skovbyggelinjen i hele lokalplanområdet. Alternativ skal der opnås dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 17, i hvert enkelt byggesag, for bebyggelse i første række ud mod skoven.
- Ved lokalplanlægning for området skal der tages hensyn til beskyttet dige i den sydlige del af arealet.