KOMMUNEPLAN 2017 - AFLYST

Miljøvurdering

Miljørapport

Planforslaget og et kommuneplantillæg er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter. Loven medfører, at der skal foretages en miljøvurdering, hvis gennemførelsen af planerne kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har vurderet, at forslag til lokalplan og kommuneplantillæg har en karakter, der vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og er omfattet af krav om miljøvurdering i henhold til lovens afsnit II, § 8 stk. 1, nr. 3. Der er derfor udarbejdet en miljørapport.

Find Miljørapporten her. 

Sammenfattende redegørelse og ikke teknisk resumé

af miljørapporten

I henhold til miljøvurderingslovens § 13 skal myndigheden ved den endelige vedtagelse af en plan eller et program, der er omfattet af kravet om miljøvurdering, udarbejde en sammenfattende redegørelse.

  • Den sammenfattende redegørelse skal belyse følgende emner:
    hvordan miljøhensyn er integreret i planen,
  • hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
  • hvorfor den vedtagne plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der også har været behandlet, og
  • hvorledes myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger, som planen vil have på miljøet.

Miljørapportens ”ikke-tekniske resumé” med supplerende bemærkninger, er indsat i det følgende og indeholder en redegørelse for, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, hvorfor den vedtagende plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer og hvordan Horsens Kommune vil overvåge de væsentlige indvirkninger, som planen kan få på miljøet.

I afsnittet herunder er der redegjort for, hvordan de udtalelser, der er indkommet i den offentlige høring er taget i betragtning.

Udtalelse fra offentligheden, indkommet i forbindelse med høringen af planer og miljørapport

En fordebat om ændring i Kommuneplan 2021 – 2033 har været i høring i 3 uger. I høringsperioden har administrationen været i dialog med flere berørte virksomheder og har modtaget 9 høringssvar. Høringssvarene er indarbejdet i Lokalplan 380 i forhold til byggelinjer, arkitektur og ønsker om udvidelsesmuligheder.

Tillæg 2021-8 til kommuneplanen, Lokalplan 380 og den tilhørende miljørapport har været fremlagt i offentlig høring i perioden den 2. maj 2024 til 4 juli 2024.

I høringsperioden er der indkommet 4 høringssvar.

Høringssvarene berører emnerne

  • Grønt Danmarkskort.
  • Vejlukning.  
  • Bebyggelsesprocent.

Grønt Danmarkskort

Naturbeskyttelse herunder Grønt Danmarkskort er en national interesse. Miljøstyrelsen oplyser, at tillæg 2021-8 mangler en konkret vurdering af planens konsekvenser for de naturinteresser, som er omfattet af kommuneplanens retningslinjer. Vurderingen skal belyse, hvordan funktionen af udpegningen kan opretholdes og hvordan kommunens egne retningslinjer vurderes overholdt. Miljøstyrelsen peger specifikt på den nye ramme 14ER27.

Tillæg 2021-8 suppleres med en redegørelse for retningslinje 3.3 Grønt Danmarkskort.

Retningslinjens overordnede mål er at bidrage til et sammenhængende naturnetværk i Danmark og planlægge for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne. Udpegninger inden

Da fredskovarealet på matr.nr. 1fy, Bygholm Hgd., Hatting er udpeget til beskyttet natur i kommuneplanen og omfattet af skovloven for så vidt angår fredskov skal planlægningen sikre, at der ikke sker unødig byvækst på arealet.

Ramme 14ER27 suppleres med notat: Beskyttet natur, fredskov og arealer udpeget til Grønt Danmarkskort friholdes for byvækst, veje, og andre tekniske anlæg, der kan forringe naturindholdet, levesteder og spredningsveje for vilde planter og dyr. I forbindelse med byudvikling skal der derudover sikres afstand til arealer udpeget til ”Grønt Danmarkskort.

Som konsekvens af notatet suppleres lokalplan 380 med bestemmelser, som sikrer, at matr.nr. 1fy Bygholm Hgd., Hatting friholdes for byvækst, ligesom planen også stiller krav til afstand til skoven, og at plantebælte langs Hattingvej ikke berører skoven.

Funktionen af udpegningen er uddybet i redegørelsen i Tillæg 2021-8 og Lokalplan 380. Naturarealer er udpeget efter regelsættet for Grønt Danmarkskort. Planlægningen friholder udpegningerne (til Grønt Danmarkskort) for byvækst, veje og andre tekniske anlæg mv., der kan forringe naturindholdet og levesteder og spredningsveje for vilde planter og dyr og er i overensstemmelse retningslinjer for naturbeskyttelse og økologiske forbindelser.

Planlægningen tager udgangspunkt i de eksisterende forhold og er i overensstemmelse med retningslinjen.

Vejlukning

En borger er bekymret for krydsændring ved Fuglevangsvej/Bygholm Parkvej og for en lukning af Fuglevangsvej til Bygholm Parkvej. Da krydset ligger uden for planens afgrænsning, er det ikke påvirket af planlægningen. Horsens Kommune har derudover ingen aktuelle planer om en lukning af Fuglevangsvej til Bygholm Parkvej.

Bebyggelsesprocent

Høringssvar fremhæver at bebyggelsesprocenten på mindre ejendomme skal være på 65 %. Administrationen har vurderet, at virksomheder på større matrikler kan disponere arealet med funktioner og bebyggelse, så både produktion, udendørs oplag, varelevering med vendemulighed på egen grund samt parkering til ansatte kan håndteres samtidig med at bebyggelsens omfang øges. Derfor vurderer administrationen, at bebyggelsesprocenten på kommuneplanens rammeniveau kan fordeles med 65 % centralt i området. De mindre matrikler i områdets periferi har ikke samme mulighed, hvorfor bebyggelsesprocenten fastholdes på 55%.

Bebyggelsesprocent beregnes efter regler i bygningsreglementet som en procentdel af grundens størrelse. Da matr. 1gp Bygholm Hgd., Hatting reserveres til sti og fælles friareal, kan andel af det selvstændige matrikulerede areal, matr.nr. 1gp Bygholm Hgd., Hatting, som ligger inden for delområde 8, medregnes til grundens størrelse.

 

Ikke teknisk resumé af miljørapporten

Planforslaget og et kommuneplantillæg er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter. Loven medfører, at der skal foretages en miljøvurdering, hvis gennemførelsen af planerne kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har vurderet, at forslag til lokalplan og kommuneplantillæg har en karakter, der vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og er omfattet af krav om miljøvurdering i henhold til lovens afsnit II, § 8 stk. 1, nr. 3. Der er derfor udarbejdet en miljørapport.

Horsens Kommune har afgrænset miljørapportens omfang og detaljeringsgrad iht. § 11. Den konkrete afgrænsning er dels sket i en intern proces i kommunen, dels gennem høring af berørte myndigheder og orientering af offentligheden i henhold til § 32.

Miljørapporten bliver udarbejdet som et selvstændigt dokument, der er fremlagt i offentlig høring sammen med planforslaget.

Screeningen viser, at planen kan medføre væsentlig påvirkning af miljøet, for så vidt angår:

Virksomheder med særlige beliggenhedskrav og produktionsvirksomheder

Muligheder for drift og udvidelse af virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Konsekvensområdet skal friholdes for forureningsfølsom anvendelse, indtil der er foretaget undersøgelser, som dokumenterer, at miljøforholdene er acceptable i området. Samtidig skal det undersøges, hvordan planområdet kan disponeres omkring virksomhederne for at undgå miljøbelastning på omgivelserne samtidig med, at virksomheders driftsmuligheder består.

Inden for konsekvensområderne på 500 meter omkring produktionserhverv kan der ikke planlægges for forureningsfølsom anvendelse (kontorer, boliger og lignende.). Retningslinjen får betydning for rammeområde 14ER01 og 14ER17, hvor kun en mindre del af rammeområde 14ER17 kan anvendes til kontorer. Mulige konkrete anvendelser undersøges sammen med behovet for zonering omkring både produktionsvirksomheder og virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Området er fuldt udbygget, og miljøvurderingen gennemføres ud fra et 0-Alternativ, som svarer til den situation, hvor planen ikke gennemføres og er grundlaget for at sammenligne planens påvirkning af omgivelserne med et sandsynligt fremtidigt alternativ. Vurderingen i forhold til 0-alternativet samt eventuelle alternativer indgår i redegørelsen for de enkelte emner.

I vurderingen indgår hensynet til relevante kriterier i lovens bilag 3.

Hovedhensyn, som ligger til grund for afgørelsen

  • Vandværksopland
  • Område med særlige drikkevandsinteresser
  • Afgrænsning mellem byen og det åbne land
  • Støj og vibrationer fra trafik.
  • Trafikbelastning
  • Trafiksikkerhed
  • Lugt-, støj-, vibrations- eller støvgener fra virksomheder og emissioner
  • Planlægningszone for støj
  • Klima – nedbør og oversvømmelsesrisiko
  • Beskyttet natur
  • Fortidsminder
  • Skovbyggelinjer

Vandværksopland

Dele af lokalplanområdet ligger inden for indvindingsoplandet til Rugballegårdværket. Rugballegårdværket er en vigtig og uerstattelig drikkevandsforsyning i Horsens Kommune. De nødvendige bestemmelser, som understøtter beskyttelse af grundvandsinteresserne indarbejdes i lokalplanen.

Nedsivning af overfladevand fra kørearealer, p-pladser og lignende. kan udgøre en risiko for forurening af grundvandet, hvorfor det skal sikres, at overfladevandet håndteres så det ikke nedsives til områdets grundvandsmagasiner. Eventuelle regnvandsbassiner kan også udgøre en risiko, hvorfor de skal etableres med tæt bund og sider, så der ikke foregår nedsivning fra regnvandsbassinerne.

Lokalplanens bestemmelser vil sikre, at en eventuel forurening forebygges. Bestemmelserne vil blive fulgt op af et krav i forbindelse med ”Forudsætning om ibrugtagning”.

Da området er bebygget, behandles punktet ikke yderligere i en miljørapport.

Områder med særlige drikkevandsinteresser

Planområdet ligger pt. uden for område med særlige drikkevandsinteresser. Miljøstyrelsen er netop nu i gang med at revidere og opdatere kortlægningen af områdets vigtige grundvandsmagasiner beliggende inden for Rugballegård OSD, som ligger umiddelbart vest for lokalplanområdet. Miljøstyrelsens kortlægning forventes afsluttet og afrapporteret medio 2024, hvorefter det ikke kan udelukkes, at afgrænsningen af drikkevandsområdet ændrer sig.

Planområdets beliggenhed inden for indvindingsoplandet til Rug-ballegårdværket, medfører skærpede krav i lokalplanens bestemmelser for at sikre beskyttelse af områdets drikkevandsinteresser. Kravene vil være gældende ved sammenlægninger, ny opførelser eller om- og tilbygninger.

Afgrænsning mellem byen og det åbne land

Lokalplanen fastlægger bestemmelser om grøn fremtoning mod det åbne land f.eks. gennem plantebælter.

Støj og vibrationer fra trafik.

Områdets anvendelse medfører ikke en øget støjbelastning eller vibrationer fra trafik på naboområderne.

Trafikbelastning/kapacitet

Vejstrukturen er fuldt udbygget. En lokalplan for området medfører ikke ændringer i kapacitet og trafikbelastning.

Trafiksikkerhed

Trafikafviklingen, flowet og andelen af tung trafik i området kan give anledning til, at eksisterende krydsudformninger i området omdannes.

Lugt-, støj-, vibrations- eller støvgener fra virksomheder og emissioner

Virksomhederne skal overholde vejledende grænseværdier til andre anvendelser som f.eks. boliger, kolonihaver og lignende.

Der er ikke vurderet gener fra områdets virksomheder fra lugt, støj, vibrationer eller støj på omkringliggende bolig- og kolonihaveområder. 

Lokalplanen regulerer fremtidige forhold. Det betyder blandt andet, at boliger, erhverv til kontorformål og liberale erhverv ikke kan etablere sig i Erhvervsområdet.

Klima – nedbør og oversvømmelsesrisiko

Der kan være risiko for oversvømmelse ved ekstrem regn. Strømningsveje følger overvejende eksisterende vejsystem. Ved nyetablering eller ændring af vejprofiler skal vejene etableres som skybrudsveje. Tilsvarende skal nyetablering eller tilpasning af etablerede P-arealer give mulighed for hensigtsmæssig vandparkering ved ekstreme hændelser.

En mere grøn vejprofil åbner op for supplerede håndtering af vand på overfladen i situationer med ekstrem regn

Beskyttet natur

Syd for planområdet findes områder med beskyttet natur. Arealer mellem den beskyttede natur og planområdet er omfattet af skovbyggelinjen, og der vil ikke kunne bygges nærmere beskyttet natur end i forlængelse af husrækken.

Fortidsminder

Der er et fortidsminde på matr.nr. 1fy Bygholm Hgd., Hatting. Fortidsmindet afkaster ikke nogen fortidsmindebeskyttelseslinje. Museet er hørt og har ikke yderligere bemærkninger hertil.

Skovbyggelinjer

Størstedelen af planområdet er omfattet af skovbyggelinje. Da området er fuldt udbygget, mister skovbyggelinjen sin betydning inden for planområdets bebyggelse. Det beror dog på en vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Vandområde- og Natura 2000 planer

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand. Miljømålet for alle grundvandsforekomster er god kvalitativ og god kvantitativ tilstand.

Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres. Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Internationale naturbeskyttelsesområder, Natura 2000, samt beskyttelse af bilag IV-arter.

Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3.

Her skal der, under hensyn til bevaringsmålsætningen for området, indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde.

Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan planen ikke gennemføres, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3, stk. 2.

Det skal også fremgå af planer, om en realisering kan påvirke visse dyrearter. Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle-, levesteder eller rasteområder for arter der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. ovenstående bekendtgørelses § 7, stk. 2.

Afgørelse om miljøvurdering

Lokalplanområdet ligger ca. 4 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:

https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/udpegningsgrundlag/

Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

 

Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplanområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus, grøn mosaikguldsmed og strandtudse. Der er ikke gjort fund i det umiddelbare nærområde.

Flere steder rundt om i lokalplan området står der enkelte ældre træer. De vurderes pga. den spredte beliggenhed samt den sparsomme mængde og beliggenheden i et forstyrret område ikke at have nogen værdi for den økologiske funktionalitet evt. bestande af flagermus i området.

Af hensyn til biodiversiteten og det generelle udtryk i området bør en del af disse træer dog søges bevaret i lokalplanen. Især hjemmehørende løvtræer bør prioriteres.

Der er tale om et eksisterende erhvervsområde uden naturinteresser. Lokalplanområdet har derfor ikke at have nogen værdi som yngle- eller rasteområde for nogen af bilag IV-arterne.

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:

  • skade arter eller naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder,
  • indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området.

Lov om vandplanlægning - Grundvand

Planområdet er beliggende i et område, hvor der er afgrænset både terrænnære, regionale og dybe grundvandsforekomster. Miljømålet for alle grundvandsforekomsterne er god kvalitativ og god kvantitativ tilstand. For de regionale og dybe grundvandsforekomster er der målopfyldelse, men for en af de terrænnære grundvandsforekomster er der ikke målopfyldelse i forhold til den kvalitative tilstand.

Kommuneplantillægget følges op af en byggeretsgivende lokalplan, som skærper bestemmelser omkring miljøforhold, som understøtter en beskyttelse af områdets grundvandsinteresser, hvorfor der ikke er noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster kan opnås.

Overfladevand

Lokalplanområdet omfatter både eksisterende kloakoplande og områder der ikke er kloakeret endnu (matr.nr. 1fy og 1gq, Bygholm Hgd., Hatting.)

For de allerede kloakerede oplande gælder, at den maksimale befæstelsesgrad for kloakoplandet skal overholdes for at sikre, at regnvandssystemet ikke overbelastes, med mulige oversvømmelser på terræn til følge.

Hvis der overbefæstes på en matrikel, skal regnvandet håndteres på egen grund. Der sker derudover ikke udledning til vandmiljøet.

Miljøvurdering

Udgangspunktet for miljøregulering af erhverv er Lov om miljøbeskyttelse, kapitel 5, der understøttes af en række bekendtgørelser og vejledninger.

Virksomheder, der erfaringsmæssigt kan have afledte miljømæssige konsekvenser er i medfør af godkendelsesbekendtgørelsen omfattet af krav om miljøgodkendelse. Miljøgodkendelsen regulerer miljøpåvirkningen fra virksomhedernes drift. Driften fra andre potentielt forurenende virksomheder såsom autoværksteder og maskinværksteder er reguleret af branchespecifikke bekendtgørelser.

Virksomheder må generelt ikke give anledning til miljøkonflikt ved f.eks. at overskride en række grænseværdier i områder med følsom anvendelse som f.eks. boliger, kontorer og lignende. Dette sikres igennem miljøtilsyn i medfør af tilsynsbekendtgørelsen, herunder gennem regelmæssige basistilsyn, prioriterede tilsyn og tilsynskampagner. Større virksomheder har regelmæssige miljøtilsyn, imens mindre virksomheder, der erhvervsmæssigt sjældent resulterer i miljøkonflikt, kun får miljøtilsyn i forbindelse med tilsynskampagner eller som opfølgning på klager/konflikter.

Hvis miljømyndigheden konstaterer en miljøkonflikt mellem en virksomhed og dens omgivelser, vil virksomheden få et påbud om at indrette sin drift, så den ikke længere giver anledning til konflikten. Påbuddet kan omfatte krav om afbødende foranstaltninger i form af filtre, forhøjelse af afkast eller støjisolering. Afværgeforanstaltninger kan også være ændringer i driften som f.eks. at indskrænke aktiviteter til specifikke tidsrum eller på særlige lokaliteter. Sådanne begrænsninger kan indskrænke virksomheders rammevilkår for drift og have store konsekvenser for virksomhedens økonomi og udviklingsmuligheder.

Kommuneplan 2021-2033 fastlægger retningslinjer for erhvervsområdet. Retningslinjerne gælder for udpegninger på kort.

De betyder, at den vestlige del af erhvervsområdet er udpeget til produktionsvirksomheder og virksomheder med særlige beliggenhedskrav, mens den østlige del er udpeget til konsekvenszone omkring virksomhederne.

Konsekvenszonen skal friholdes for forureningsfølsom anvendelse som f.eks. boliger. Kommuneplanen bestemmer også, at afstanden mellem virksomheder og anden forureningsfølsom anvendelse kan tilvejebringes ved differentiering i det planlagte erhvervsområde.

Virksomhederne i Erhvervsområdet

Et udtræk fra CVR-registeret viser, at der ved planlægningens start i 2022 var registreret 253 virksomheder i Fuglevangskvarteret. Horsens Kommune fører i dag tilsyn med 61 af virksomhederne.

En tilsynskampagne i 2019 gav et overblik over virksomhederne i området. Kampagnen viste, at virksomhederne i erhvervsområdet koncentrerer sig inden for forarbejdning af jern og metal, autoværksteder og forarbejdning af vegetabilske råvarer. Erhvervsområdets største og toneangivende virksomheder er Steel Products A/S (metalforarbejdning), Hai Horsens A/S (overfladebehandling) samt virksomheden West Pharmaceuticals Services Danmark (A/S, der producerer specialgummi og aluminiums forseglinger til medicinalindustrien) Nord for erhvervsområdet/planområdet ligger endvidere emballagevirksomheden Amcor Flexibles Horsens.

Miljøklasser i Fuglevangskvarteret/planområdet

De 61 aktive og tilsynspligtige virksomheder i Fuglevangskvarteret er rangeret efter miljøklasser.  Det tungeste erhverv i Fuglevangskvarteret findes i dag overvejende i erhvervsområdets vestlige del, hvor afstanden til følsom anvendelse er i overensstemmelse med de vejledende afstandskrav, som følger miljøklasserne.

I og omkring Fuglevangskvarteret findes der flere virksomheder, som kan betegnes som virksomheder med særlige beliggenhedskrav. To virksomheder er i miljøklasse 7 (Horsens Køreteknisk anlæg og Horsens Auto skadecenter), mens tre virksomheder i miljøklasse 6 (Steel Products, Blunico og HAI Horsens). Fire af virksomhederne er placeret i den vestlige del af Fuglevangskvarteret, i en afstand af mere end 500 m fra boliger og kolonihaver – i overensstemmelse med de anbefalede afstandskrav.

HAI Horsens er en undtagelse og er beliggende mere østligt dog inden for en ramme i den nuværende kommuneplan (ramme 14ER01), som muliggør virksomhedsklasserne 4 – 6. Virksomhedens nuværende drift er ikke i overensstemmelse med den anbefalede afstand til kolonihaver og boliger.  Ved at graduere miljøklasserne omkring virksomheden i lokalplan 380 skabes robuste rammevilkår, så eventuelle miljøkonflikter undgås og virksomheden kan indrette sine aktiviteter efter gradueringen af miljøklasserne 4 – 6.

For at sikre bedst mulige rammevilkår for virksomhederne og sameksistens med både boligområdet øst for erhvervsområdet og kolonihaverne syd for erhvervsområdet er en inddeling af områdets anvendelser nødvendig. Zonering ud fra miljøklasser er anvendt som redskab.

Zonering betyder konkret en inddeling af erhvervsområdet, så forurenende og mindre forurenende virksomheder og aktiviteter adskilles, og der bliver en passende afstand mellem de mest forurenende virksomheder og f.eks. boligområder.

De tungere virksomheder i miljøklasse 4 – 7, som har et ukompliceret naboskab med hinanden, indgår i den fremtidige kommuneplanramme 14ER23 og 14ER28. Kommuneplanrammen svarer til delområderne 2 og 8 i Lokalplan 380. Mod Hattingvej i den vestlige del af erhvervsområdet reduceres miljøklasse til maks. 6 inden for kommuneplanens rammeområde 14ER27 og lokalplanens delområde 1.

I den centrale del af planområdet bestemmer kommuneplanens rammer område 14ER25 en anvendelse til produktionsvirksomheder inden for miljøklasserne 4 – 6. Her findes i dag både Hai A/S og West Pharma, som begge har fremtidsplaner. I Lokalplan 380 bliver rammeområdet inddelt i delområderne 4 og 5 for henholdsvis virksomheder i miljøklasse 4-6 og miljøklasse 4-5. Spændet giver virksomheder i miljøklasse 5 mulighed for at udvide deres drift. Samtidig beskytter gradueringen virksomheder i de tungere miljøklasser og bidrager til en overgang og nedskalering til lavere miljøklasser i den østlige del af planområdet og nærmest boliger og kolonihaver.

Som buffer mellem den centrale del af erhvervsområdet og følsomme anvendelser udenfor erhvervsområdet fastlægger kommuneplanens rammer 14ER 24 og 14ER26 lavere miljøklasser henholdsvis fra 3 – 5 og 3 – 4. Rammeområde 14ER24 har naboskab til Amcor nord for erhvervsområdet, og behovet sigter mod en overgang mellem tungere industri og virksomheder i lavere miljøklasser.

Rammeområdet er yderligere gradueret i lokalplanens delområder 3 og 7 og i miljøklasser fra henholdsvis 3 – 5 og 3-4. Delområde 7 har naboskab til boliger øst for Ringvejen og kolonihaver syd for erhvervsområdet, hvorfor en lavere miljøklasse er både nødvendig og realistisk.

Inden for rammeområde 14ER24 indgår muligheden for at etablere pladskrævende varegrupper. I de gældende rammer indgår muligheden langs hele Hattingvej. For at reservere mest muligt areal til produktionsvirksomheder og virksomheder med særlige beliggenhedskrav i den vestlige del af erhvervsområdet justeres rammen, så den samler sig langs den østlige del af Hattingvej og langs Ringvejen, hvor den tjener som buffer mod boligområdet mod øst.

Kommuneplanens rammeområde 14ER26 har naboskab til kolonihaver, hvor en lavere miljøklasse er både nødvendig og realistisk. Rammeområdet svarer til lokalplanens delområde 6. Den lavere miljøklasse er også en buffer mellem virksomheder som f.eks. Westpharma og kolonihaveområder syd for erhvervsområdet.

For ikke at hindre væksten for virksomheder i de tungere miljøklasser i den vestlige og centrale del af erhvervsområdet bliver det ikke muligt at etablere f.eks. kontorbygninger, liberale erhverv eller boliger i planområdet. Der kan alene opføres administration, som er nødvendig for virksomhedens drift og produktion.

Overvågning

Horsens Kommune gennemfører løbende tilsyn med erhvervsområdet.