Baggrund

Kommuneplanen udpeger Fuglevangskvarteret til erhvervsområde for virksomheder i den tungere ende af miljøklasserne. Området er til virksomheder med særlige beliggenhedskrav og produktionsvirksomheder med en konsekvenszone på 500 meter. Udpegningen er begrundet i nærhed til E45.

Erhvervsområdet er udfordret af, at flere bløde anvendelser er søgt ind i området. Derfor har Horsens Kommune givet afslag på anvendelser, som strider mod kommuneplanens rammer med begrundelse i planlovens § 12. Afslagene er blevet underkendt i Planklagenævnet. Begrundelsen for afslagene er dels, at anvendelser skal reguleres af gældende lokalplaner og dels, at der er tale om eksisterende lovlige forhold.

Der er derfor et akut behov for en understøttende planlægning for erhvervsområdet, som understøtter de virksomheder, som området er bestemt til.

Et kampagnetilsyn i 2019 viste, at området er under forandring med anvendelser, som ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen. Formålet med kampagnetilsynet var en status på erhvervsanvendelsen i området. 215 virksomheder dannede grundlag for kampagnegennemgangen og heraf henførte 63 CVR. numre til ejendomsselskaber, holdingselskaber og foreninger. Ud af 151 registrerede virksomheder førte miljømyndigheden tilsyn med 38 i forbindelse med kampagnen.  

Aktuelt fører Horsens Kommune tilsyn med 62 virksomheder i Fuglevangskvarteret. Status for området er, at flere eksisterende erhvervsbygninger anvendes til blødere formål end de erhvervsformål, som fremgår af kommuneplanrammerne. Det er f.eks. rådgivningsvirksomheder herunder rådgivende ingeniørvirksomheder, jobcentre, revisionsvirksomheder, genbrugscentre, legeland, paddle-center, virksomheder for kommunikation og grafisk design og kirkelige anvendelser.

Større virksomheder som f.eks. Steel Products udvider gennem opkøb af ejendomme, og Horsens Kommune er i dialog med flere virksomheder omkring konkrete udvidelser, men også omkring virksomhedernes planer for fremtiden. Flere bløde anvendelser vil udfordre  virksomheders drifts- og udvidelsesmuligheder særligt med begrænsninger i støj, men andre forhold som både lugt og emissioner af forskellig art kan også være i spil.

For at konkretisere kommuneplanens rammer udarbejdes efterfølgende en lokalplan, som sikrer områdets langsigtede udvikling i overensstemmelse med kommuneplanens rammer.