Med dette tillæg til kommuneplanen oprettes et nyt rammeområde til boligformål, rammeområde 16BO07. Rammeområdet viderefører kernen af de bygningsregulerende bestemmelser der gælder for området i dag, med den ændring at der nu tillades bygning med vandrette skel i planområdet (etagebyggeri).
Dermed vil de væsentligste bestemmelser for bygningers tilladte omfang i planområdet, såsom maksimalt tilladt højde og antal etager, være uændret i fremtiden. Der vil fortsat være mulighed for at bygge boliger i op til 8,5 meters højde og op til 2 etager. Det er ikke formålet med planen at muliggøre bygning af højhuse i området.
Med oprettelsen af 16BO07 reduceres to eksisterende rammer tilsvarende. Rammeområdet 16BO04 reduceres i omfang med få konsekvensændringer i rammens bestemmelser. En grusvej, der på nuværende tidspunkt er omfattet af den rekreative ramme 16RE06, overføres til det nye rammeområde 16BO07.
Ønskerne om udviklingen af planområdet til boligformål er i overensstemmelse med kommunens ønske om byudvikling.
Kort med berørte rammeområder og projektområdet markeret. De to rammeområder 16BO04 og 16RE06 har en stor geografisk udstrækning, men vil kun få mindre ændringer, for at give plads til det nye rammeområde.
Projektområdets placering ved Nordrevej.