Om tillægget

Formål

Kommuneplantillæg 2021-21, Ringvej Syd og klimatilpasning af midtbyen skal sammen med Lokalplan 441 for Ringvej Syd og klimatilpasning af midtbyen (se lokalplanens afgrænsning på oversigtskort nedenfor) sikre det planlægningsmæssige grundlag for detailplanlægningen af vejforbindelsen Ringvej Syd, etape 2 og 3 med tilhørende sideanlæg såsom dæmningsanlæg, cykelsti, vejtilslutninger mv. 

Ringvej Syd, etape 2 og 3 er en fortsættelse af Vestvejen, etape 1. Den nye vejforbindelse Ringvej Syd, etape 2 og 3, strækker sig cirka 6 km fra krydset Vestvejen/Bjerrevej til tilslutningen ved Ove Jensens Alle på Sydhavnen i Horsens. Undervejs passerer ringvejen Klokkedalsvej, Nordrevej og Bollervej. Ringvejen skal gøre det nemmere, for blandt andet den tunge trafik, at komme til og fra området ved Horsens havn. Samtidig vil ringvejen flytte en del af den almindelige personbilstrafik, som i dag ledes ind og ud af byen via Bjerrevej.

I den nordlige del af området, krydser ringvejen Horsens Fjord ved udløbene af henholdsvis Dagnæs Bæk og Bygholm Å. Her forløber vejen på dæmningsanlæg, der sammen med højvandsporte og pumpeanlæg/stoplogs kommer til at indgå som en del af klimasikringen af Horsens by ved skybrudshændelser, stormflod og generelt stigende havvandstand.

Vejforbindelsen med tilhørende sideanlæg og tilslutninger er rammeudlagt i Kommuneplan 2021-2033. Siden vedtagelsen af Kommuneplan 2021-2033 er der sket en række projekttilpasninger, som nødvendiggør tilpasninger af rammernes afgrænsning og bestemmelser. 

Oversigtskort med afgrænsning af Lokalplan 441, der udarbejdes sideløbende med Kommuneplantillæg 2021-21.

Kommuneplantillæg 2021-21 omfatter således de rammeområder, der berøres af lokalplanens område. Se afsnittet "Indhold".