Retningslinjer

Retningslinjer

Rammeområderne 10TE07 og 16TE03 er omfattet af følgende retningslinjer i: 

Retningslinjer for byer og landskab

Retningslinje for byudvikling og kystnærhedszone:

  • 1.7.5. Bortset fra trafikhavneanlæg og andre overordnede infrastrukturanlæg kan der kun i ganske særlige tilfælde planlægges for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse.

Mod nord ved fjorden og ved vejdæmningen, hæver vejen sig over terræn og vil være synlig og markant i landskabet.

Vejen påbegynder nord for Bollervej sin stigning mod dæmningen og den hævede vej krydser engen, stranden og kystlinjen. Dette vil uundgåeligt påvirke oplevelsen af kystlandskabet og tilføre et element i et i dag forholdsvis uberørt landskab.

Landskabet nord for Bollerstien med de åbne vidder og udsigten over Horsens Fjord er særligt sårbart over for større anlæg på grund af dets flade og enkle karakter. En stor del af landskabet er orienteret mod kysten og præget af udsigter mod Horsens Fjord - i dag relativt uforstyrrede af bebyggelse og tekniske anlæg. Landskabets sammenhæng med fjorden og modstående kyst er dermed en central del af landskabsoplevelsen. 

Set fra Bollerstien mod øst vurderes det, at vejdæmningen vil påvirke landskabsoplevelsen væsentligt da dæmningen i væsentlig grad hindrer udsigten til Horsens Fjord. Den visuelle påvirkning sker dog på et mindre geografisk område, og anlægget har flere funktioner i form af trafikal færdselsåre og klimasikring, som samlet set vurderes at veje tungere end de landskabelige interesser i nærområdet. 

 

Retningslinjer for natur og landskab

Retningslinjer for naturbeskyttelse: 

  • 3.1.1. De udpegede områder med særlige naturbeskyttelsesområder og potentielle naturområder udgør sammen med økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser Grønt Danmarkskort.
  • 3.1.2. Indenfor særlige naturbeskyttelsesområder vil Horsens Kommune prioriterer indsatser, der bevarer og udvikler biodiversitet samt forbedrer adgangen til naturen højest. Ved prioritering mellem særlige naturbeskyttelsesområder vil arealer med høj naturmæssig værdi og arealer, hvor risikoen for tilbagegang er stor ligeledes blive prioriteret højest. I forhold til prioritering af etablering af ny natur vil arealernes naturmæssige og rekreative potentiale indgå i en samlet afvejning af, hvor indsatserne skal prioriteres højest.
  • 3.1.3. Tiltag på arealer, som er udpeget som særlige naturbeskyttelsesområder, som kan bidrage til opfyldelse af andre formål, vil også blive prioriteret højt. Det kunne f.eks. være arealer, hvor næringsstofudvaskningen til vandløb og kystvande reduceres, så vandmiljøets tilstand forbedres eller hvor ændret arealanvendelse kan reducere risikoen for oversvømmelse.
  • 3.1.4. Potentielle naturbeskyttelsesområder skal forbedre sammenhængen mellem eksisterende naturarealer og dermed forbedre vilkårene for det vilde dyre- og planteliv, herunder de sjældne og truede arter. Udvikling af ny natur indgår sammen med bevarelse af eksisterende naturværdier som en central del af kommunens indsats for at bevare og styrke den biologiske mangfoldighed.
  • 3.1.6. Naturområder, som er omfattet af naturbeskyttelsesloven samt målsatte vandløb, jf. miljømålsloven, skal sikres mod tiltag, som forringer områdernes tilstand.
  • 3.1.7. Hvis der helt undtagelsesvis tillades byggeri eller arealanvendelse, som indskrænker eller forringer kvaliteten af et område med særlige naturbeskyttelsesinteresser, skal der stilles krav om kompenserende tiltag. Et kompenserende tiltag kan f.eks. være udlæg af nye naturarealer eller forbedring af kvaliteten af eksisterende naturområder, så det sikres, at naturværdierne samlet set bliver fastholdt eller forøget. Dette gælder også for byggeri eller arealanvendelse, som forringer tilstanden af et naturområde, men finder sted uden for selve det udpegede område.
  • 3.1.8. De udpegede potentielle naturområder skal som udgangspunkt friholdes for byggeri, anlæg og arealanvendelse, der forringer mulighederne for fremtidig etablering af nye naturområder. Undtaget er områder, som efter en konkret vurdering ikke vurderes at have potentiale til at kunne udvikle væsentlige naturværdier.

Langs med ringvejsforbindelsen løber økologiske forbindelser og arealer med naturbeskyttelsesinteresser, og mod nord "gennemskærer" vejforbindelsen et område, der er omfattet af udpegninger for både økologiske forbindelser og naturbeskyttelsesinteresser. 

Der kan jf. Kommuneplanens retningslinjer undtagelsesvist tillades en ændret arealanvendelse, der forringer kvaliteten af et område med særlige naturbeskyttelsesinteresser, hvis der stilles krav om kompenserende tiltag. Såfremt arealer, der er udpeget som § 3 beskyttede naturtyper (naturbeskyttelsesloven) kan der i dispensationen stilles vilkår om etablering af erstatningsnatur. Det forventes, at der ifm. dispensation fra naturbeskyttelseslovens §3 kommer vilkår om erstatningsnatur, der i størrelse og naturindhold har en kvalitet, der svarer til det beskyttede natur, der nedlægges. 

De arealer, i vejens sydlige del, som er udlagt til potentiel natur vurderes ved nærmere gennemgang ikke at have et stort potentiale til at kunne udvikle sig til natur med væsentlige naturværdier.

Etablering af en vej gennem potentielle naturområder vurderes ikke at stride mod kommuneplanens retningslinjer, idet arealer godt kan udlægges til anden arealanvendelse, hvis det vurderes at arealer der inddrages ikke har potentiale til at kunne udvikle væsentlige naturværdier. 

 

Retningslinjer for økologiske forbindelser:

  • 3.2.2. Indenfor Grønt Danmarkskort vil Horsens Kommune prioritere indsatser, der bevarer og udvikler biodiversitet og sikrer spredningsmuligheder for de mest truede dyre- og plantearter højest. I forhold til prioritering af etablering af nye økologiske forbindelser, vil arealernes potentiale som spredningskorridor for de mest truede dyre- og plantearter indgå i en samlet afvejning af, hvor indsatserne skal prioriteres højest.
  • 3.2.3. Tiltag på arealer, som kan bidrage til opfyldelse af andre formål, vil også blive prioriteret højt. Det kunne f.eks. være arealer, hvor næringsstofudvaskningen til vandløb og kystvande reduceres, så vandmiljøets tilstand forbedres eller hvor ændret arealanvendelse kan reducere risikoen for oversvømmelse.
  • 3.2.4. Udpegede økologiske forbindelser skal friholdes for byggeri, anlæg og arealanvendelse, der forringer forbindelsens kvalitet.
  • 3.2.5. De potentielle økologiske forbindelser skal som udgangspunkt friholdes for byggeri, anlæg og arealanvendelse, der forringer muligheden for at realisere dem i fremtiden.
  • 3.2.7. Der kan undtagelsesvist tillades byggeri, arealanvendelse eller lokalplanlægning, som indskrænker eller forringer kvaliteten af en økologisk forbindelse, under forudsætning af, at der kan etableres alternative forbindelser, som sikrer forbindelsens funktionalitet for de relevante arter af planter og dyr. Der kan i den forbindelse være behov for at stille krav om etablering af ledelinjer og/eller faunapassager.
  • 3.2.8. Der kan tillades byggeri, ændret arealanvendelse eller lokalplanlægning, som indskrænker en potentielle økologiske forbindelse, hvis det vurderes, at forbindelseslinjens funktionalitet som spredningsvej for planter- og dyr bibeholdes. Hvis forbindelseslinjens funktionalitet reduceres, skal der stilles krav om udpegning af alternative arealer, som er lige så velegnede til en eventuel fremtidig økologisk forbindelse.

Langs med ringvejsforbindelsen er der vedtagne økologiske forbindelseslinjer og mod nord "gennemskæres" en økologisk forbindelseslinje. Selve vejanlægget ligger i en potentiel økologisk forbindelseslinje.

Vejanlæggets placering indenfor udpegede økologiske forbindelseslinjer og potentielle økologiske forbindelseslinjer er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer om disse, idet anlægget etableres med faunapassager, som sikrer at dyr i området kan bevæge sig på tværs af vejen.

For at reducere vejens barriereeffekt mellem Boller Overskov og Klokkedal Skov etableres en faunapassage ved cykel-gangstiens underføring under vejanlægget. For at reducere vejens barriereeffekt i engområdet syd for Dagnæs Bæk-udløbet, etableres en faunapassage i forbindelse med dæmningskonstruktionen. 

Ved etablering af faunapassager hindrer vejen ikke, at der fremadrettet sker en udveksling af individer mellem områdets bestande af padder, krybdyr og pattedyr. ​

Da der er tale om en potentiel forbindelse, så udpeges der ikke erstatningsareal. På baggrund ad miljøvurdering/miljøkonsekvensvurdering vurderes, at faunapassagen sikrer, at der kan ske forbindelse på tværs. Det vurderes derfor at vejprojektet kan gennemføres inden for gældende retningslinje.

 

Retningslinjer for Grønt Danmarkskort

  • 3.3.2. Indenfor Grønt Danmarkskort vil Horsens Kommune prioritere indsatser, der bevarer og udvikler biodiversitet samt forbedrer adgangen til naturen højest.
  • 3.3.4. Indenfor Grønt Danmarkskort vil Horsens Kommune prioritere indsatser, der bevarer og udvikler biodiversitet og sikrer spredningsmuligheder for de mest truede dyre- og plantearter højest. I forhold til prioritering af etablering af nye økologiske forbindelser indenfor Grønt Danmarkskort vil arealernes potentiale som spredningskorridor for de mest truede dyre- og plantearter indgå i en samlet afvejning af, hvor indsatserne skal prioriteres højest.
  • 3.3.5. Udpegninger indenfor Grønt Danmarkskort skal friholdes for byvækst, veje, og andre tekniske anlæg mv., der kan forringe naturindholdet og levesteder og spredningsveje for vilde planter og dyr, i overensstemmelse med retningslinjer for Naturbeskyttelse og Økologiske forbindelser.

Boller Overskov, Klokkedal Skov samt arealer ved Boller Enge er omfattet af udpegninger for Grønt Danmarkskort. Ringvejsforbindelsen gennemskærer enkelte steder de sammenhængende grønne strukturer. 

Vejanlæggets placering indenfor Grønt Danmarkskort er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer om disse, idet anlægget etableres med faunapassager, som sikrer at dyr i området kan bevæge sig i områderne på tværs af vejen.

 

Retningslinjer for lavbundsarealer: 

  • 3.4.1. Lavbundsarealerne skal som udgangspunkt friholdes for byggeri og anlæg, som kan forhindre, at naturlige vandstands- og afstrømningsforhold påvirkes eller kan genskabes.
  • 3.4.2. Nye anlæg, herunder tekniske anlæg, veje m.v., der nødvendigvis skal placeres indenfor de udpegede lavbundsarealer, skal udformes, så muligheden for at genskabe naturlige hydrologiske forhold, herunder ny natur, klimaprojekter og vådområder til fjernelse af kvælstof eller fosfor ikke går tabt.

Arealerne ved Dagnæs Bæks udløb er i kommuneplanen udpeget som "Lavbundsarealer der kan genoprettes" Ringvejsprojektet forløber gennem udpegede arealer.

Arealerne er kystnære arealer, hvor grøfter gennem arealet har sikret, at man gennem tiden har kunnet udnytte arealerne til afgræsning og høslæt. Etablering af vejdæmning tværs over arealet vil ikke være til hinder for, at yderligere grøfter kan dækkes til og naturlig hydrologi genskabes. Dermed vurderes, at etablering af vejanlæg ikke er i konflikt med udpegningen "lavbundsarealer der kan genoprettes" i kommuneplanen.

 

Retningslinjer for landskab: 

  • 3.5.2. Ved etablering af bebyggelse, vejanlæg, tekniske anlæg og lignende i det åbne land, skal der ske en tilpasning til den landskabstype, som de placeres i. Oplag, skiltning, terrænændringer eller lignende skal begrænses mest muligt og tilpasses, så de ikke virker skæmmende eller forringer landskabsoplevelsen.
  • 3.5.3. Der skal friholdes landskabskiler i og mellem byerne for at markere forskellen på by og land, byens placering i landskabet og for at skabe attraktive rammer for rekreation.
  • 3.5.4. De udpegede bevaringsværdige landskaber skal som udgangspunkt friholdes for byggeri, vejanlæg og tekniske anlæg. Hvis der skal ske byudvikling i kanten af byerne, må oplevelsen af de bevaringsværdige landskaber ikke forringes.
  • 5.5.5. De udpegede større sammenhængende landskaber der er uforstyrrede, skal som udgangspunkt friholdes for etablering af nye anlæg eller udvidelse af eksisterende anlæg, der slører landskabssammenhængene eller kan påvirke omgivelserne visuelt eller støjmæssigt. Etablering eller udvidelse af anlæg, der ligger tæt på de større sammenhængende landskaber skal så vidt muligt udformes, så de tager hensyn til de større, sammenhængende landskaber.
  • 5.5.6. Inden for de udpegede større sammenhængende landskaber med særlige udsigter skal der tages særligt hensyn til markante udsigter og kig i landskabet ved etablering af bebyggelse, vejanlæg, tekniske anlæg og lignende, så de ikke forringer oplevelsesværdien og landskabskvaliteten.
  • 5.5.7. Etablering af nybyggeri og nyanlæg, der kan ændre et bevaringsværdigt landskabs karakter, kræver en helhedsvurdering.

Det planlagte vejforløb føres igennem et landskab, som i kommuneplanen er udpeget som bevaringsværdigt og skal som udgangspunkt friholdes for byggeri, vejanlæg og tekniske anlæg. 

Der er til vurderingen af den landskabelige påvirkning udarbejdet visualiseringer af vejforløbet fra 8 forskellige udvalgte standpunkter. Ved halvdelen af standpunkterne vurderes den landskabelige påvirkning at være neutral eller af mindre negativ karakter. Ved den anden halvdel vurderes påvirkningen at være moderat eller af væsentlig negativ karakter.

Det vurderes at fordelene som Ringvej Syd afstedkommer i forhold til infrastrukturen i og omkring Horsens opvejer de konsekvenser for landskabsoplevelsen som ringvejen medfører. De tiltag der gøres for at bevare landskabsoplevelsen så intakt som mulig, herunder primært, at ringvejen på store stræk nedgraves i terrænet og at beplantning minimeres, gør at de åbne vidder, der kendetegner området, bevares i videst muligt omfang.

Retningslinjen revideres ikke, da det vurderes at et vejanlæg kan etableres inden for et bevaringsværdigt landskab og idet projektet indordner sig landskabet.

 

Retningslinjer for skovrejsning:

  • 3.6.1. Der må ikke ske anvendelser eller etablering af anlæg, der kan forhindre skovtilplantning inden for de udpegede områder, hvor skovrejsning er ønsket.
  • 3.6.2. De områder, der er udpeget til skov uønsket, skal i videst muligt omfang friholdes for tilplantning med skov.

Ringvejsprojektet og de berørte kommuneplanrammer er ikke i strid med skovrejsningsområde. Tværtimod omfatter rammen for selve ringvejsprojektet alene områder, hvor skovrejsning er uønsket.

 

Retningslinjer for kulturhistorie

Retningslinjer for kulturhistorie generelt og værdifulde kulturmiljøer:

  • 4.1.1. De kulturhistoriske spor skal bevares og beskyttes gennem formidling, pleje og planlægning.
  • 4.1.2. Indenfor de udpegede områder skal der tages særligt hensyn til de kulturhistoriske interesser i forbindelse med byggeri, terrænreguleringer, beplantning og etablering af tekniske anlæg mv.
  • 4.2.1. Inden for og af de værdifulde kulturmiljøer skal der tages særligt hensyn til de kulturhistoriske interesser, f.eks. i forbindelse med planlægning, byggeri, terrænreguleringer, beplantning og etablering af tekniske anlæg. 

De værdifulde kulturmiljøer, der ligger tættest på linjeføringen for Ringvej Syd med tilhørende anlæg er afgrænset til følgende:

Boller Mølle med flere - vejanlægget udgør en ændring af mølleområdets omgivelser, men ikke af møllernes nære omgivelser. Møllerne ligger lavt ved Klokkedal Å omkranset af skov og påvirkes ikke direkte eller visuelt af vejanlægget og langt størstedelen af vejanlægget ligger uden for de værdifulde kulturmiljøer. Samlet set vurderes ringvejsprojektet ikke at have negativ audio-visuel indflydelse på kulturmiljøet.

Boller Husmandskoloni og Boller Hovedgård - de øvrige værdifulde kulturmiljøer, som dels består af et større område med statshusmandsbrug, dels af Boller Hovedgård, vurderes på grund af afstanden ikke at blive påvirket af vejprojektet. Der er ca. 850 meter fra Boller Hovedgård til vejanlægget. Kulturmiljø-området med statshusmandsbrug er afgrænset mod vejanlægget af Klokkedal Skov og vejen vurderes ikke at vil kunne ses eller høres fra selve kulturmiljøerne.

Havneskurene "Klondyke" - Planområdet grænser op til kulturmiljøet med gamle havneskure (”Klondyke”), der ligger på havnen langs Ove Jensens Alle. Den markant forøgede trafikmængde tæt forbi kulturmiljøet Havneskurene vil udgøre en væsentlig negativ påvirkning som følge af trafikken og den medfølgende trafikstøj. Det vurderes dog, at de forbedringer ringvejsprojektet giver infrastrukturmæssigt samt ikke mindst klimasikringen på det pågældende sted og af Horsens by som helhed retfærdiggør at kulturmiljøet forringes.

Fund og arkæologiske interesser - Horsens Kommune har forud for projektet anmodet Horsens Museum om en udtalelse om de arkæologiske interesser jf. museumslovens § 25. På baggrund af en arkivalsk kontrol er det vurderet, at anlægsarbejdet indebærer risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder, idet der er registreret mange fortidsminder både inden for og nær tracéet. Hvis bygherre i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder finder spor af fortidsminder, skal arbejdet ifølge museumslovens § 27 standses, hvis det berører fortidsmindet, og fortidsmindet skal straks anmeldes til museet.

I driftsfasen sker der ingen påvirkning af områdets fund og arkæologiske interesser. 

Sten- og jorddiger - der ligger et beskyttet jorddige vest for Nordrevej. Diget berøres ikke af ringvejsanlægget.

 

Retningslinjer for kirkeomgivelser:

  • 4.3.1. Indenfor kirkeomgivelserne kan der kun opføres byggeri, ske terrænreguleringer, etableres beplantning og bygges tekniske anlæg osv., hvis det kan ske uden at hensynet til kirkernes landskabelige beliggenhed eller samspil med landsbymiljøet/bymiljøet tilsidesættes.

Videreførelsen af Ringvej Syd i etape 2 og 3 vil berøre arealer udpeget som kirkens fjernomgivelser omkring Tyrsted Kirke.

Aarhus Stift og den kgl. bygningsinspektør har til projektet udtalt, at vejprojektet ikke vurderes at ville medføre væsentlige gener for Tyrsted Kirke, hverken visuelt, trafikalt eller støjmæssigt. Det er en væsentlig forudsætning, at vejen lægges lavt i landskabet, og at dette videreføres i detailprojekteringen. Vurderingen er foretaget på baggrund af en besigtigelse af projektområdet og kirkeomgivelserne. Det vurderes derfor at ringvejsprojektet er i overensstemmelse med retningslinjen. 

 

Retningslinjer for fredede og bevaringsværdige bygninger:

  • 4.4.1. Bygninger med bevaringsværdi fra 1 til og med 4 i SAVE-registreringen er udpeget som bevaringsværdige bygninger.

Ringvejstrækningen berører enkelte ejendomme med bevaringsværdige bygninger med høj bevaringsværdi. De bevaringsværdige bygninger er bygninger, som i kraft er deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er eksempler inden for deres bygningstype.

Der er i forbindelse med planlægningen af Ringvej Syd, etape 2 og 3, foretaget nye registreringer af bygninger, der er omfattet af planlægningen. I forbindelse med registreringen, er to bygninger på Nordrevej 88 er SAVE-registreret til høj bevaringsværdi (3). 

En bygning, der er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen, må i henhold til loven ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentlig bekendtgjort og byrådet har meddelt ejeren, om der efter planlovens § 14 vil blive nedlagt forbud mod nedrivning.

Nedrivningen af ovenstående bevaringsværdige bygninger er ikke i overensstemmelse med retningslinjerne i Kommuneplan 2021. Der er tale om to bygninger med SAVE registreringer mellem 1 og 4 - høj bevaringsværdi som nedrives. Det vurderes at ringvejsprojektets almene fordele vejer tungere end bevarelse af bygningerne. 

Retningslinjen (udpegningen) bliver ikke revideret i forbindelse med nærværende tillæg, men temaet vil blive ajourført i forbindelse med revisionen af Kommuneplanen i 2025.


Retningslinjer for fortidsminder og kulturarvsarealer:

  • 4.5.1. Synlige fredede fortidsminder er beskyttet af fortidsmindebeskyttelseszoner. I beskyttelseszonen for det fredede fortidsminder gælder der en streng beskyttelse hvor både byggeri, tilplantning og gravearbejde skal undgås.

Beskyttelseszonen på 100 meter fremgår af kortet.

Vest for ringvejen, ved tilslutningen til Bollervej, ligger et fredet fortidsminde (fredningsnr. 29122) i form af en rundhøj. Den 100 meter fortidsmindebeskyttelseslinje som omgiver rundhøjen berøres af linjeføringen for ringvejen. Realisering af vejanlægget forudsætter, at Horsens Kommune dispenserer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen jf. naturbeskyttelseslovens § 18. Alternativt at Slots- og kulturstyrelsen ophæver eller ændrer fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Der er i forbindelse med planlægning foretaget en screening af alternative linjeføringer. Det valgte vejforløb begrundes med at være den korteste og mest effektive løsning i forhold til at flytte trafik. 

Sydvest for dette fortidsminde findes endnu et fortidsminde syd for Bollervej, hvor hverken selve fortidsmindet eller beskyttelseslinjen berøres af linjeføringen. Derudover er der ikke fredede fortidsminder, der kan påvirkes af projektet. Ringvejsprojektet vurderes derfor ikke i strid med retningslinjerne.

 

Retningslinjer for erhverv og landbrug

Retningslinje for produktionserhverv: 

Den nordlige del af ringvejsforbindelsen er omfattet af udpegning for produktionserhverv med tilhørende konsekvensområde omkring produktionserhverv. 

Produktionserhverv i Horsens Kommune skal have gode betingelser for at opretholde deres tilladelser og aktiviteter i områder, som er udpeget til produktionserhverv.

Produktionserhverv indgår, ud over at være retningslinje i Kommuneplanen, som national interesse som staten påser overholdt. Arealerne mod nord, hvor ringvejen krydser henholdsvis "deponiet" og erhvervshavnen, er i Kommuneplan 2021 udpeget til produktionsvirksomheder og konsekvensområder herfor. Udpegningen er vurderet ikke at have indflydelse på ringvejsprojektet og revisionen af de eksisterende kommuneplanrammer lige så vel som ringvejsprojektet ikke vurderes at forhindre udvidelsesmuligheder for erhvervshavnen som helhed. Tværtimod vurderes at planlægningen for ringvejen vil understøtte de nævnte produktionserhverv i f.t. en bedre og understøttende infrastruktur.

 

Retningslinjer for særligt værdifulde landbrugsområder: 

  • 7.1.1. De særligt værdifulde landbrugsområder skal i videst muligt omfang friholdes for aktiviteter, der kan hindre landbrugserhvervets udviklingsmuligheder, retningslinjen er ikke er til hinder for aktiviteter, som er en del af den landbrugsmæssige drift som f.eks. etablering eller pleje af skov, natur osv.
  • 7.1.2. Indenfor de særligt værdifulde landbrugsområder skal der vises tilbageholdenhed med at inddrage arealer til ikke jordbrugsmæssige formål som f.eks. byudvikling og tekniske anlæg.

Mod syd grænser selve ringvejsprojektet op til særligt værdifuldt landbrugsområde. Idet der er tale om relativt begrænsede arealer vurderes det ikke, at projektet har indflydelse på udpegningen ligesom justeringen af eksisterende rammeområder heller ikke har det.

 

Retningslinjer for klima og miljø

Retningslinjer for klimatilpasning:

  • 8.1.5. Ved ændret arealanvendelse, bygge- og anlægsarbejder herunder terrænregulering i oversvømmelsestruede områder skal bygherre redegøre for hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt og at oversvømmelsesrisikoen ikke forøges eller medfører oversvømmelse andre steder. Oversvømmelsestruede områder og hovedstrømningslinjer er udpeget på kort.
  • 8.1.7. Ved planlægning i områder med risiko for oversvømmelse fra havet, skal der laves en konkret vurdering af byggeriets og anlæggets levetid, sårbarhed og funktion. Bebyggelse og anlæg skal klimatilpasses til forventninger om fremtidige havvandsstigninger.
  • 8.1.8. Ved planlægning i områder med risiko for oversvømmelse fra havet, skal det fastlægges om nybyggeri på havnearealer og andre kystnære steder i Horsens By skal indgå i den samlede beskyttelse af Horsens By mod oversvømmelse fra havvandsstigninger.

En del af ringvejsprojektet, etape 2 og 3, indgår som et led i at klimasikre Horsens by. Over Horsens Fjord vil vejen etableres som dæmningsanlæg med højvandssluser og henholdsvis pumpeanlæg ud for udløbet af Bygholm Å og stoplogs ud for udløbet af Dagnæs Bæk, som kan bidrage til at regulere vandstanden inden for de inddæmmede arealer. Dermed medvirker anlæggene til den samlede, fremtidige klimasikring af Horsens by. Dæmningsanlæggene i forbindelse med etableringen af Ringvej Syd vurderes at være i overensstemmelse med retningslinjerne for klimatilpasning i Kommuneplan 2021.

Lokalplan 441 indeholder principper for håndteringen af regnvand i ringvejsprojektet, herunder kraftige regnhændelser. Vejvand opsamles i trug og regnvandsledninger, der leder vandet til et system af regnvandsbassiner på strækningen med endelig udledning til Horsens Fjord. Bassinerne dimensioneres til at håndtere regn svarende til 10-20 års-hændelser. Ved kraftigere regnhændelser, fyldes bassinerne og danner overløb, dels ud på terræn og dels kontrolleret med udløb til Horsens Fjord (alternativt skal der foretages en robusthedsanalyse af Klokkedal Å med henblik på at undersøge, om overløb fra bassin 3 syd for Horsens Fjord må ske ud på terræn). Der redegøres nærmere for vandhåndteringen i Lokalplan 441. 

Projektet vurderes at understøtte kommuneplanens mål for klimasikring. 

 

Retningslinjer om støjbelastede arealer: 

  • 8.3.1. Støjbelastede områder må ikke udlægges til støjfølsom anvendelse.
  • 8.3.2. Indenfor de støjbelastede arealer kan der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse (som f.eks. boliger), før det er dokumenteret, at det samlede støjniveau er acceptabelt.
  • 8.3.3. Særligt støjfølsom anvendelse (som sommerhusområder og rekreative områder) kan kun udlægges, når støjforholdene er dokumenteret og vurderet som acceptable.

Der planlægges ikke for ny støjfølsom anvendelse - tværtimod bliver Ringvej Syd fremadrettet støjgiveren og vil afstedkomme støjbelastede arealer langs vejen, som jf. retningslinjerne ovenfor i fremtiden ikke vil kunne anvendes til støjfølsomme formål. 

Det er ved enkelte områder, som ringvejen passerer nødvendigt at etablere støjdæmpende foranstaltninger, hvilket lokalplanlægningen giver mulighed for. Med de støjdæmpende foranstaltninger kan anlægget overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj. 

Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne. 

 

Retningslinjer om grundvand: 

  • 8.5.1. Al planlægning og sagsbehandling skal ske i henhold til den gældende indsatsplan for grundvandsbeskyttelse.
  • 8.5.2. Områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger udenfor disse, skal i planlægningen og sagsbehandlingen friholdes for virksomhedstyper eller anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet.

Der er ikke særlige drikkevandsinteresser nær projektet, eller aktive vandindvindingsanlæg, der kan blive påvirket af vejanlægget. Derfor er kommuneplantillægget i overensstemmelse med retningslinjerne for grundvand.

 

Kommuneplantillægget vurderes at være i overensstemmelse med retningslinjerne i Kommuneplan 2021-21.