Indhold

Området ligger vest for E-45 og mellem henholdsvis Østbirkvej og Vestervej. Trafikken til og fra området sker overvejende fra Østbirkvej via motorvejstilslutningen Horsens Nord og fra nærområder omkring planområdet især byområdet Horsens.

Området er domineret af Gedved bakkelandskab - et storbakket landskab med spredt bevoksning. Landskabet falder fra Ejer Bjerge i Skanderborg Kommune mod Horsens Nord i bløde strøg kun afbrudt af mindre lavninger, spredt beplantning eller markante og gennemgående økologiske forbindelser.

Erhvervsområdet disponeret med to stærke tværgående naturtræk, som forbindes nord-syd omkring et eksisterende dige i erhvervsområdet og nord for erhvervsområdet samt langs erhvervsområdets østlige kant.

Erhvervsområdets grønne struktur disponeres med grønne øst-vest gående kiler/økologiske forbindelser langs den nordlige kant og centralt i erhvervsområdet. Kilerne forbindes med beplantning langs E45 og langs Østbirkvej.

Forbindelserne omfavner nord-sydgående diger nord for erhvervsområdet og centralt i erhvervsområdet for samlet set at bidrage til spredning til den omgivende natur og særligt et nærliggende naturområde nord for erhvervsområdet.

Områdets grønne strøg anvendes til en variation af Lar-løsning. Klimavand skal give værdi til områdets natur. Et fokuspunkt bliver landskabsbaseret afvanding.

De forskellige løsninger for lokalafledning af regnvand kan være wadier og småsøer samt opstemninger i det bakkede terræn for at håndtere situationer med ekstrem regn.

I en kommende lokalplanlægning vil overfladevand blive undersøgt mere detaljeret i forhold til dimensionering af anlæg og indretninger til håndtering af vand på terræn.

Planlægningen sigter mod en erhvervsbebyggelse, som fortættes, giver plads til naturen, tilpasser sig landskabet og runder byen af mod det åbne land. Derfor fastlægges bygningshøjden til maks. 14 meter i erhvervsområdet og 8,5 meter for det tekniske anlæg og skal ses i sammenhæng med erhvervsområdet mod øst, hvor bygningshøjden overvejende er 18 til 30 meter.

Tillæg 2021 - 20 - Rammer

Tillægget fastlægger områdets fremtidige udvikling til erhverv i form af transport- og logistikerhverv og Teknisk anlæg til affaldshåndtering, genbrugsplads og lignende. Områdets landskabsfortælling, beskyttet natur og behov for klimatilpasning i forhold til overfladevand sikres i et rekreativt område.

Kommuneplantillægget udlægger følgende nye rammer:
Rammeområderne 33ER07 i den nordlige del og 33ER08 i den sydlige del udlægges til erhvervsformål i form af transport- og logistikerhverv for virksomheder i miljøklasse 4 - 6.

Rammeområdet 33RE06 favner beskyttet natur og sikrer et samlende grønt område til biodiversitet og landskabsbaseret vandhåndtering.

Rammeområde 33TE01 udlægges til affaldshåndtering i form af en genbrugsstation.

Restrummelighed i Kommuneplanen 

Det nye erhvervsområde udnytter den restrummelighed, som findes i den gældende Kommuneplan og forventes vedtaget forud for vedtagelsen af den kommende Kommuneplan for Horsens Kommune.

I forbindelse med Tematillæg for Byudvikling, har det være nødvendigt at udtage et erhvervsområde og reducere tre erhvervsrammer for at kunne redegøre for de ønskede erhvervsudlæg. Ved vedtagelse af tematillægget, udgik derfor i alt 78,8 ha erhvervsareal. Herudover er der, ved vedtagelse af Kommuneplan 2021-33, udtaget erhvervsareal svarende til 38 ha, som endnu ikke er omfordelt.

Der udlægges kun 9,1 ha areal i tematillægget til erhvervsformål, hvorfor der er 105 ha erhvervsgrundsareal til disponering. Der er derfor allerede omfordelt tilstrækkeligt areal til at igangsætte en selvstændig planlægning for erhvervsområdet ved Østbirkvej i Gedved.

Det er umiddelbart vanskeligt at omfordele yderligere arealer til nye erhvervsrammer i fremtiden, da størstedelen af de kommuneplanlagte rammer, allerede er byggemodnet, lokalplanlagte eller omgivet af bymæssig bebyggelse. Der vil derfor i fremtiden være behov for at fokusere på at intensivere udnyttelsen af eksisterende erhvervsområder, fremfor at udlægge nye.

Administrationen anbefaler derfor, at der økonomiseres med de 105 ha erhvervsgrundareal, som vi har til rådighed, så der ikke udlægges større erhvervsrammer, end der reelt er et behov for. Dette kan ske ved, at der i helhedsplanen differentieres mellem arealer til erhverv og arealer, som skal friholdes fra bebyggelse til f.eks. vandhåndtering, beplantning, naturudvikling, mv. Denne form for differentiering er kun mulig, hvis der igangsættes en mere detaljeret analyse af arealet og de væsentlige landskabs- og naturbeskyttelsesinteresser, som findes i området og som kan påvirke, hvor intensivt arealet kan udnyttes.