Horsens Kommune udlægger et nyt erhvervsområde i Horsens Nord. Området udlægges til transport- og logistikerhverv og et teknisk anlæg.
Horsens Kommune møder en efterspørgsel på transport- og logistik virksomheder. Kommunen har i forvejen en stærk erhvervsklynge i området inden for netop denne type af virksomheder. Derfor udvider vi erhvervsklyngen i Horsens Nord omkring E45 efter principperne indefra og ud. Et teknisk anlæg udlægges til genbrugsstation og kan med en central beliggenhed servicere flere borgere end genbrugspladsen på Endelavevej og i Vedslet. Samtidig minimeres trafik i den centrale del af Horsens By.
Horsens Kommune møder udfordringer inden for klima og arbejder for at øge biodiversiteten. Indsatsen bliver konkretiseret i planerne, hvor naturen får plads, og virksomhederne må spare på pladsen ved i stedet at fortætte aktiviteterne. Planerne anbefaler både naturbaserede løsning, CO2 bindende beplantning og et mangfoldigt biodiversitetslandskab.
Eksisterende og nye vådområder giver plads til et mangfoldigt dyre- og planteliv. Erhvevrsområdet tager dermed udgangspunkt i de stedsspecifikke egenskaber, som Gedved Bakkelandskab tilbyder.
Planområdet ligger i landzonen og omfattes derfor af Tillæg 2021-20. Tillægget udpeger arealerne og udlægger konkrete rammer for området. Lokalplaner vil i fremtiden overføre arealerne til byzone.
Erhvervsområdet er tidligere søgt udlagt i et tematillæg for byudvikling, men udgik på baggrund af et veto mod planlægningen fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen på foranledning af Vejdirektoratet.
Dialogen med Vejdirektoratet er genoptaget om grundlaget for at udarbejde en trafikal redegørelse. Redegørelsen skal danne grundlag for samspil mellem planlægningen, koordinering med en eventuel udbygning af det kommunale vejnet og belastning på det statslige vejnet.
Afgrænsning for Tillæg 2021-20 til Kommuneplan 2021 - 2033
Afgrænsning for Tillæg 2021-20 til Kommuneplan 2021 - 2033