Tyrsting Solcellepark

Kort om det ønskede anlæg

Perspektivområdet udgøres af to delområder på markarealer syd og øst for landsbyen Tyrsting i den vestligste del af kommunen. Området er præget af store dyrkningsflader i et højtliggende og jævnt terræn, hvor bebyggelsen ligger spredt i det åbne land, hvor Tyrsting er en klynge af bebyggelse omkring vejforløbet. Både tidligere og i forbindelse med indkaldelse af Idéer og Forslag i foråret 2024, har Horsens Kommune modtaget en projektbeskrivelse fra udvikler og lodsejer sammen med et ønske om, at afklare muligheden for at placere en solcellepark for det angivne areal.

Det ønskede område udgør et bruttoareal på ca. 100 ha fordelt på de to delområder, af henholdsvis 66 ha mod vest og 34 ha mod øst. Det ønskede skal tilpasses i forhold til overlappet med Zone 2, hvor der som udgangspunkt ikke kan planlægges for og etableres VE-anlæg. En sådan tilpasning vil reducere anlæggets størrelse. Der er ikke angivet konkret hvilken typer solceller der ønskes.

Det er angivet, at det ønskede anlæg forventes at have en årlig produktion på ca. 62.500 MWh. Hvis det antages, at en gennemsnitshusstand – to voksne og to børn – har et ca. årsforbrug på 4.500 KWh, svarer det ca. 13.888 husstande. 

I forbindelse med behandlingen af de konkrete projektforslag fra indkaldelsen af idéer og forslag, er de blevet screenet i forhold til henholdsvis VE-modellen samt de forhold der almindeligvis screenes for i forbindelse med en planlægning. Screeningerne har været med til at belyse hvorvidt projektet kunne udpeges som perspektivområde, samt hvilke opmærksomhedspunkter der vil være til en potentiel fremtidig planlægning.

Landskabet

Anlægget ønskes placeret inden for landskabskarakterområdet ”Brædstrup Højland”, jf. Horsens Kommunes Landskabsplan. Det er et højtliggende landskabsområde i den centrale del af ”Det Midtjyske Søhøjland”, og er således opbygget i forbindelse med istiden fremstød til Hovedopholdslinjen under den seneste istid for ca. 18.000 år siden. De kulturbetingede træk, der er med til at gøre landskabet til det vi ser i dag, er middelstore dyrkningsflader, der brydes af små terrænlavninger – dødishuller – der i dag indeholder små søer eller moser. Spredt og varieret bevoksning er med til nogle steder at bryde dyrkningsfladerne og andre steder indramme landskabet. Landsbyernes og bebyggelse generelt har en karakteristisk beliggenhed i overgangen mellem de højtliggende dyrkningsflader og ådalenes smalle og ofte dybe kløfter, der bruges som græsningslandskab. Landskabet er præget af få tekniske anlæg i form af tre højspændingstracéer i middel skala.

Som det også fremgår af de kulturbetingede træk ved landskabet, så er det generelt kendetegnet ved en middelstor skala, der yderligere defineres af en sammensat og struktureret karakter. Skove på dalsiderne i og omkring landskabsområdet, er med til at skabe en overordnet ramme, der åbner sig op mod syd og kommunens øvrige landskaber. De findes både udsigter der er begrænset af bevoksninger og som strækker sig på tværs ådale.

Overordnet vurderes landskabet rimelig robust og at det således kan rumme en række ændringer, så længe disse sker med forbehold for, at der er tale om et højtliggende terræn, og at det bærende karaktertræk ved landskabet er, at det fremstår som et landbrugslandskab i overvejende middelstor skala. Dog er særligt den østlige og nordvestlige del af området særligt sårbart over for ændringer, der vil begrænse eller svække landskabets særlige udsigter.

Anlægget ligger på kanten ned til sydlige del af landskabskarakterområdet ”Mattrupdalen”, jf. Horsens Kommunes Landskabsplan.

Billedet viser et skærmkort over perspektivområdet. Perspektivområdet fremstår med skravering på kortet, mens Horsens Kommunes VE Zone 2 vises med gråt.

VE-modellen og opmærksomhedspunkter til potentiel, fremtidig planlægning

VE-zonerne der udlægges med retningslinjen ”Planlægning for vedvarende energianlæg” er en overordnet indikation af, hvor der henholdsvis kan være muligt og som udgangspunkt ikke er muligt at planlægge for VE-anlæg i Horsens Kommune.

Der skal uagtet en placering af VE-anlæg inden for Zone 1, redegøres for projektet jf. Horsens Kommunes VE-model.

Nedenstående er en kortfattet opsummering af, hvor Horsens Kommune ser projektet i forhold til VE-modellen og hvad der i forbindelse med en screening af projektet er identificeret af opmærksomhedspunkter til en potentiel fremtidig planlægning.

Et solcelleanlæg på 100MW vil være med til at understøtte den nationale interesse for at omstille Danmarks energiforsyning til grønne, vedvarende energikilder. Realiseringen forudsætter dog fortsat, at foretages en afvejning i forhold til andre nationale interesser og gældende lovgivning. Helt konkret skal der udarbejdes det nødvendige plangrundlag og nærmere projektdetaljering samt de nødvendige miljøvurderinger.

Lovgivning

  • Projektet skal forholde sig til og tilpasses igennem dialog og involvering med berørte naboer i forhold til omkringliggende bebyggelse og naboer (Tyrsting), jf. Horsens Kommunes VE-model. Heriblandt skal der f.eks. redegøres for bl.a. for lokale interesser, oplevelsesværdier og lignende hvor der potentielt kan opstå interessekonflikter.
  • Projektet skal forholde sig til gældende planlægning fra nationalt til lokalt niveau, heriblandt kommuneplanens gældende retningslinjer og rammer samt gældende lokalplaner.
  • Projekt skal tilpasses og tage hensyn til den del af Zone 2, der udgøres af potentielle økologiske forbindelser. Arealet skal som udgangspunkt friholdes for tekniske anlæg. Dog jf. pkt. 1 under Natur

Nationale Interesser – Kulturarv

  • Inden for perspektivområdet findes der to registrerede, synlige gravhøje med tilhørende beskyttelseslinjer. Inden for fortidsmindebeskyttelseslinjer gælder der en streng beskyttelse. Projektet tilpasses, så beskyttelseslinjer friholdes.
  • Museum Horsens har foretaget arkivalsk kontrol af perspektivområdet. Der er kendte fortidsminder på arealet i form af seks gravhøje, heraf er to fredede. Der er fredningszoner samt fortidsmindebeskyttelseslinjer omkring de to fredede gravhøje. Der vil være risiko for at påtræffe skjulte, jordfaste fortidsminder ved jord- og anlægsarbejde på arealet.

Inden for perspektivområdet findes der flere stedet registreret §3-natur, det drejer sig om søer, enge og overdrev. Området er ligeledes berørt af udpegninger af både registrerede og potentielle naturbeskyttelsesområder og økologiske forbindelser. Området ligger på kanten af eller i tæt nærhed til alle tre af kommunens landskabsudpegninger, dvs. bevaringsværdigt landskab og større sammenhængende landskab med særlige udsigter og landskaber der fremstår uforstyrret.

Landskab

  • Perspektivområdet ligger i et område der er præget af landskabsudpegninger, hvor af den sydlige kant af området ligger på kanten af et større bevaringsværdigt landskab. Detailplanlægning forudsætter derfor, at der laves en landskabsanalyse der belyser og sikrer, at etableringen af et større solcelleanlæg ikke påvirker landskabet uhensigtsmæssigt. Her henvises yderligere til Horsens Kommunes Landskabsplan.
  • Perspektivområdet ligger inden for ’Det Midtjyske Søhøjland’, en udpegning af et større geologisk rammeområde. Detailplanlægning og tilpasning af projektet skal sikre, at landskabets geologiske kvaliteter og landskabsformer, indbyrdes overgange og sammenhænge ikke forringes eller sløres.

Natur

  • Perspektivområdet overlapper med udpegninger af henholdsvis naturbeskyttelsesområder og udpegninger af økologiske- og potentielle økologiske forbindelser. Udpegningerne skal som udgangspunkt friholdes for tekniske anlæg, hvorfor projektet skal tilpasses. Detailplanlægning skal redegøre for, at den økologiske funktionalitet ikke nedsættes og at naturens udviklingspotentiale ikke forringes.
  • Perspektivområdet overlapper med en eksisterende udpegning i kommuneplanen, hvor skovrejsning er ønsket. Projektet skal enten tilpasses denne udpegning, eller der skal findes et tilsvarende areal til skovrejsning andet steds.
  • I forbindelse med detailplanlægning skal det sikres og redegøres for, ved en konkret undersøgelse, at opstillingen af store solcelleanlæg ikke påvirker yngle- og rasteområder for bilag IV-arter.
  • Dele af perspektivområdet overlapper med en eksisterende skovbyggelinje. Detailplanlægning og tilpasning af projektet skal redegøre for, at beskyttelse af indkig til skoven som landskabselement og oplevelsen af skovbrynet fastholdes.

Klima

  • I forbindelse med detailplanlægning og tilpasning af projektet, skal det sikres, at klima fortsat håndteres i landskabets lavninger og på overfalden, så det skaber merværdi.

Perspektivområdet ligger i sin helhed inden for en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser. Dertil kommer, at størstedelen af området ligger inden for en udpegning af nitratfølsomme indvindingsoplande. Den sydvestlige del af området ligger ligeledes inden for indvindingsoplandet til Bjerreboværket. 

Af det fremsendte materiale fremgår det, at opstillingen af solceller vil være med til at varetage grundvandsinteresser i området, da brugen i så fald vil overgå af almindelig landbrugsdrift til enten afgræsning med får eller mekanisk høslæt.

  • Detailplanlægning forudsætter en grundvandsredegørelse, da perspektivområdet ligger inden for områder med særlige drikkevandsinteresser, og delvist inden for indvindingsopland til Bjerreboværket.
  • I forbindelse med detailplanlægningen skal det undersøges samt kunne dokumenteres, at der ikke sker tilførsel af ”ikke ønskede stoffer” fra solcellepanelerne til overfladevand og dermed vandløb, søer samt grundvandsmagasin.

Af det fremsendte fremgår det, at der er mulighed for tilslutning til en transformerstation ca. 3,7 km meter fra projektområdet, dog ikke om der er forventet ledig kapacitet. Derudover fremgår det, at der inden for projektområdet også må forventes at skulle finde plads til øvrige, mindre tekniske anlæg og installationer til at understøtte solcelleanlægget.

Horsens Kommune bemærker hertil, at der ikke er fremsendt materiale, der viser en tilpasning af projektet i forhold til de ovennævnte nødvendige arealreservationer inden for projektområdet. Derudover fremgår der heller ikke, om der er forventet ledig kapacitet til, at anlægget kan tilsluttes ved den nævnte transformerstation. Realisering og igangsætning af en eventuel planlægning forudsætter således, at der indledes en dialog med henblik på at afdække om der er ledig kapacitet og om en realisering vil forudsætte, at der sker en udbygning af eksisterende infrastruktur.

Af det fremsendte materiale, fremgår det at udvikler og lodsejer, har intentioner om at igangsætte en tidlig og individuel dialog med de nærmeste naboer inden for 200 meter fra anlægget. Den tidlige dialog har til formål at informere naboerne om projektplanerne og så videre, samt skabe rum til at spørge ind til naboernes brug og ønsker for området, til videre brug i tilpasningen af projektet.

I materialet redegøres der for, at der har været inviteret til et indledende informationsmøde i lokalområdet. Mødet blev afholdt den 6. december 2023, hvor ca. 63 borgere deltog. Der er et ønske fra udviklers side om, at den videre udvikling og tilpasning af projektet skal ske i dialog og samarbejde med de nære naboer og lokalsamfund. Efterfølgende er dialogen forsat individuelt med hovedparten af naboerne, og har medført nogle tilpasninger af projektafgrænsningen. Disse tilpasninger fremgår af et kort i projektmaterialet.

Udvikler opridser yderligere i det fremsendte, at der er velvilje for at tilgodese lokalområdet udover de lovbestemte tilskud og ordninger. Det kan således komme på tale, at udvikler bidrager med et årligt tilskud til en lokal pulje, hvorfra midlerne kan søges til mindre projekter i lokalområdet. Derudover er der også vilje til at give mulighed for, at de lokale kan købe medejerskab i projektet til kostpris.

Horsens Kommune bemærker hertil, at der ikke af det fremsendte fremgår en egentlig indledende undersøgelse af de lokale interesser og eventuelle konflikter.

Jf. beskrivelsen af nabo-processen, bemærker Horsens Kommune, at dette betragtes som en tilkendegivelse af interesse for at udvikle en solcellepark ved Tyrsting, og at der er mulighed for, at Horsens Kommune deltager med en facilitator i borgerinddragelsen og tilpasningen af projektet.  

Billedet er en illustration, der viser hvordan indkomne forslag til VE-projekter skal finde vej igennem Horsens Kommunes VE-model, før arealudpegninger i kommunen kan komme på tale.